Teleselskaber har udbudt ulovlige EU-abonnementer
Når et teleselskab tilbyder to lignende abonnementer med og uden EU-roaming til forskellige priser, er det i strid med gældende EU-regler. Disse påbyder teleoperatører ikke at tage ekstra for at inkludere EU-roaming i deres abonnementer.
Disse vedtagelser har tre danske teleselskaber forbrudt sig imod, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Efter de nye regler for roaming trådte i kraft den 15. juni 2017, omgik tre unavngivne teleselskaber disse regler ved at tilbyde abonnementer med næsten ens dataindhold – men hvor EU-roaming indgik i det ene, dyrere abonnementspakke.
Her vurderer Energistyrelsen, at hvis der kun er 20 procents forskel i mængden af inkluderet tale og data, vil abonnementerne være så ens, at Energistyrelsen mener at de vil henvende sig til samme kundetype. Derfor vil der være tale om brud på EU-bestemmelserne på området.
Et teleselskab kan derfor komme på kant med reglerne, hvis et abonnement eksempelvis tilbyder 12GB data uden roaming mens et andet tilbyder 10GB med roaming.
Læs også: Plenti-kunder får fri EU-upgrade
Teleselskaberne retter ind
Siden de nye regler trådte i kraft har Energistyrelsen henvendt sig til 20 teleselskabet og rejst kritik i 8 tilfælde i form af et tilsynsbrev. Efter dette ændrede flertallet af teleselskaberne på deres abonnementer i tråd med de nye bestemmelser.
I tre af tilfældene har Energistyrelsen udsendt et udkast til en afgørelse, hvorefter to af selskaberne rettede ind. I det sidste tilfælde traf styrelsen afgørelse om, at prisen på abonnementet var ulovligt. Teleselskabet har efterfølgende justeret på dets abonnementer så det nu følger EU-reglerne.
”Vi synes, vi har haft et godt samarbejde med teleselskaberne i forbindelse med indførelsen af de nye regler om roaming”, udtaler kontorchef i Energistyrelsen Jakob Juul og fortsætter: ”Der er tale om nye, og lidt indviklede regler, og selskaberne kendte ikke styrelsens fortolkning af de nye regler den 15. juni. Vi sætter pris på, at vi gennem en god og tæt dialog med selskaberne har opnået en gensidig forståelse, således at udbuddet af abonnementer med roaming er i overensstemmelse med reglerne”.
Energistyrelsen fører tilsyn med priser og indhold på de abonnementer som teleselskaber tilbyder, men blander sig ikke selskabernes prissætning. Det er kun i tilfælde af merpriser for roaming, og dermed brud på roaming-regler, at Energistyrelsen vil rejse sager.
Næste tilsyn vil udføres i starten af 2018.
Se også: Se hvilken dækning teleselskaberne har i EU-landene