Nu har Telia skiftet navn til Norlys
Telia, som vi kender det, er nu fortid i Danmark. Norlys har annonceret, at Telias butikker nu har fået skiftet navn og branding til Norlys, som for et år siden opkøbte den danske division af det internationale teleselskab.
Teleselskabets juridiske navn Telia Mobil Danmark A/S er også blevet ændret til Norlys Mobil A/S. Det betyder, at hjemmeside, mails og regninger har fået nyt udseende, men hverken produkter eller priser ændrer sig som følge af skiftet. Det er heller ikke nødvendigt at skifte SIM-kort eller ændre måden, man betaler regninger på.
Norlys oplyser også, at selskabet beholder roamingaftalen i Norden + Baltikum, som er blevet til, fordi Telia også opererer i disse lande.
Telias 30 butikker i Danmark er nu trukket i Norlys’ rød-hvide farver, og sammen med Norlys’ 5 eksisterende butikker er det samlede antal butikker nu oppe på 35.
Call me, som er Telias lavprisselskab, forbliver uændret, men nu som en del af Norlys.
Se også: Nyt sats fra Norlys: Én samlet løsning til kunderne
Konsolidering af telebranchen
Norlys’ opkøb af Telia Danmark markerer en tydelig konsolidering i den danske telebranche, hvor færre, større aktører dominerer markedet. Eksperter har i mange år påpeget, at fire separate mobilnet er mindst et for meget, så at en stor aktør som Norlys er kommet ind på markedet kan bane vejen for, at fire mobiloperatører på sigt bliver til tre gennem yderligere opkøb.
Norlys adskiller sig fra klassiske teleselskaber ved også at tilbyde energiløsninger, herunder elaftale og opladning af elbilen, hvilket giver danskerne mulighed for at samle mange løsninger i husstanden ét sted – dog ofte ikke til de mest fordelagtige priser.
Opkøbet styrker Norlys’ position som totalleverandør af digital og grøn infrastruktur – og peger på en fremtid, hvor tele, energi og mobilitet smelter sammen i én samlet kundeoplevelse.
Perspektivering
Det danske telemarked er kendetegnet ved fire store mobiloperatører, som driver en lang række mindre teleselskaber. Derudover lejer mange små, uafhængige teleselskaber sig ind på de fire store mobilnet.
Vil du se, hvilke teleselskaber der ejer hvem, og hvilke teleselskaber der findes i Danmark? Se en liste over alle teleselskaber i Danmark.