Samsung Galaxy S8 minder dig om at gøre kameraet rent
Når du skal tage billeder og lave videooptagelser med Samsung Galaxy S8 og S8+, vil du med jævne mellemrum få en venlig påmindelse om at fjerne spor af fedtfingre fra kameralinsen for at få de bedste resultater.
Samsung har nemlig implementeret en ny funktion, hvor softwaren automatisk kan registrere, når der er snavs på linsen.
Det er formentlig ikke en helt dårlig beslutning, for i år har Samsung valgt at flytte fingeraftrykslæseren fra fronten om på bagsiden. Hvor de fleste fingeraftrykslæsere bag på smartphones er placeret i midten under kameraet, sidder den ganske højt oppe, og endda til højre for kameraet, på Samsung Galaxy S8.
Læs også: Avis: Fingeraftrykslæser bag på Galaxy S8 er en nødløsning
Det betyder altså, at der vil være ganske mange fejlslagne forsøg på at ramme fingeraftrykslæseren på den i forvejen ret høje smartphone, hvor fingeren i stedet vil ramme kameraet – og det har Samsung altså tydeligvis også været opmærksom på.

Fingeraftrykslæser på bagsiden var ikke planen
Samsung havde oprindeligt ikke planer om at placere fingeraftrykslæseren på bagsiden af Galaxy S8 og S8+. I stedet ønskede den sydkoreanske producent at gøre brug af Synaptics seneste teknologi, hvor fingeraftrykslæsning er indbygget direkte i skærmpanelet.
Læs også: Samsung tilføjer ansigtsgenkendelse i Galaxy S8 i sidste øjeblik
Teknologien nåede dog ikke at blive klar inden udgivelsen af Samsung Galaxy S8, så Samsung måtte i stedet ty til en almindelig fingeraftrykslæser placeret på bagsiden, da den enorme ”Infinity”-skærm optager næsten al plads på fronten. Det forklarer dog stadig ikke, hvorfor den endelige placering blev helt oppe ved siden af kameraet frem for nedenunder.
Det har dog formentlig været af æstetiske årsager, for Samsung tror mere på iris-scanning og ansigtsgenkendelse, så du kan låse telefonen op og foretage køb ved blot at kigge på Samsung Galaxy S8.