Mercedes på vej med konkurrent til Tesla Model 3
Fremover vil Mercedes-Benz have et endnu større fokus på luksusbiler, men har ikke droppet at lave en sedan, der skal konkurrere med elbiler som Tesla Model 3, Polestar 2 og BMW i4.
Tesla Model 3, der er en af de mest populære elbiler i Danmark – og ikke mindst i verden – har allerede fået konkurrence fra flere elbilproducenter, som gerne vil gøre dem kunsten efter – og i en nær fremtid også Mercedes. Mercedes har netop fremlagt en ny strategi, hvor der skal være mere fokus på større luksusbiler og mindre på de mere budgetvenlige i A- og B-klassen, men holder fast i C-klasssen lidt endnu. En elektrisk sedan i C-klassen, som sandsynligvis vil hedde EQC Sedan, er nemlig i deres pipeline.
Læs også: Se selvkørende Mercedes EQS overtage styringen
Elektrisk sedan kommer i 2024
Mercedes’ Model 3-konkurrent skulle være klar til en lancering i 2024, hvor den angiveligt vil arve en masse spændende teknologi fra den vilde konceptbil EQXX – en bil som netop har gennemført en over 1.000 kilometer lang køretur.
Den nye elbil i premium/prestige-segmentet vil være baseret på en helt ny platform udviklet med henblik på elbiler. Denne nye Mercedes-Benz Modular Architecture platform (MMA) vil blive introduceret i 2024, og den nye EQC Sedan vil være den første bil bygget omkring den.
Den nye platform er, som navnet antyder, modulær og kan bruges på tværs af segmenterne fra små til store køretøjer. Selv om den er designet med elbiler i tankerne, vil den også være kompatibel med brændstofbiler – omvendt af nuværende situation, hvor mange elbiler stadig bruger modificerede platforme, der er bygget til brændstofbiler.
Mercedes har brug for en elbil som denne
Den mindste helt elektriske sedan Mercedes er i øjeblikket EQE, der starter ved en vejledende pris på 675.000 kroner. Til sammenligning starter Tesla Model 3 ved 425.000 kroner. Mercedes er udmærket godt klar over, at de har brug for en rigtig elektrisk sedan for at kunne konkurrere med et hurtigt voksende felt af konkurrenter som Tesla Model 3 eller BMW i4, Polestar 2 samt kommende biler som Xpeng P5, NIO ET5 og flere.
Den store udfordring, som alle bilproducenter har med de mindre elbiler, er at finde plads til de store batterier. En EQC sedan vil kompensere for den mindre batteristørrelse med bedre effektivitet og vil forhåbentlig tilbyde høj batterieffekttæthed, sandsynligvis ved at udnytte siliciumanodeteknologien fra EQG. Aerodynamikken vil være meget vigtig, og vægtbesparelser vil blive taget til det yderste for at sikre, at den nye EQC kan imponere med sin rækkevidde.
Se også: Seneste nyheder om elbiler