Busbilletten betales med mobilen
Fra i dag kan fynboerne betale for bybussen og de regionale busruter med mobiltelefonen. Systemet kaldes "SMS-billetten".
Inden bussen kommer sendes en SMS til nummeret 1948 med den rute der skal rejses. F.eks. "Odense Bogense v" (v betyder voksen, b for barn). Systemet svarer med en sms, som vises til chaufføren ved indstigning. Prisen svarer til et klip på et 10-turs klippekort.
Betaling af ydelser med mobiltelefonen eksisterer allerede i udlandet, men i Danmark har udviklingen ladet vente på sig, især fordi teleselskaberne tager omkring 30 procent af prisen, for at ekspedere en overtakseret sms. Den høje afgift gør det svært for uafhængige udbydere, at etablere en rentabel forretning. Koster en ydelse f.eks. 24 kroner uden moms, tager teleselskabet typisk omkring syv kroner, plus den almindelige sms-takst.
SMS-billetten er et forsøgsprojekt der løber et år. Kun kunder hos TDC og Telmore kan benytte systemet.