Følsomme oplysninger hacket: 3 truet for større millionbeløb

Massivt læk: Flere tusinde kunder hos teleselskabet 3 har fået personfølsomme oplysninger hacket. Politiet efterforsker sagen.

Følsomme oplysninger hacket: 3 truet for større millionbeløb

Teleselskabet 3 har igennem en periode fået stjålet personfølsomme oplysninger fra selskabet kundedatabase.

3 skriver i en pressemeddelelse, at omkring 3.600 kunder er berørt af hacket. De lækkede oplysninger vurderes til at indeholde navn, adresse samt CPR-nummer. Kundernes bankoplysninger, kreditkortoplysninger og PIN-kode menes ikke at være kompromitteret. De stjålne oplysninger er ikke af ny dato, men er mindst 9 måneder gamle.

”Vi håndterer mange data og personfølsomme oplysninger hver dag, så sikkerhed er højeste prioritet for os. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan oplysningerne er faldet i forkerte hænder, og indtil vi har sikker viden i det spørgsmål, vil vi ikke bidrage til spekulation. Vi afventer resultatet af politiets efterforskning,” siger Sidsel Rosendal Olsen.

Teleselskabet 3 tæller i dag omkring 1,2 mio. kunder i Danmark.

Læs også:  Sådan bruger du Wi-Fi sikkert på ferien [TIP]

3 udsat for afpresning

3 ved på nuværende tidspunkt ikke, hvordan oplysningerne blev lækket, men sagen tog en endnu mere alvorlig drejning natten til fredag, hvor den eller de kriminelle bag angrebet kom med et ultimatum til teleselskabet: betal os et millionbeløb, eller vi offentliggør oplysningerne.

Teleselskabet slår fast, at det nægter at forhandle med kriminelle.

”Det er første gang i virksomhedens historie, at vi er udsat for denne type af kriminel adfærd. Jeg vil gerne slå fast, at vi hos 3 naturligvis ikke medvirker til at forhandle med kriminelle. Vi har derfor overdraget sagen til politiet, som straks er gået i gang med efterforskningen, og vi er trygge ved, at man her kommer til bunds i en både alvorlig og meget ubehagelig sag for vores kunder og for 3,” siger Sidsel Rosendal Olsen, Kundedirektør hos 3 i en pressemeddelelse.

Hos 3 er kriseberedskabet aktiveret ved at alle relevante myndigheder er underrettet. Som 3 kunde kan du rette dine henvendelser til 3’s kundeservice som er klar fra kl. 09.00. På siden 3.dk/faq vil det også være muligt at se generelle spørgsmål og svar om sagen.

”Jeg er ked af det på kundernes vegne, og vil naturligvis beklage det, der er sket. Hvor det har været muligt, har vi selvfølgelig allerede skrevet til de kunder, som er berørt af sagen.

Men det er vigtigt for os, at alle vores kunder har så megen viden og information om sagen som muligt, og derfor vælger vi at gå ud og fortælle om det, selvom vi lige nu står midt i en trussel om afpresning,” siger Sidsel Rosendal Olsen, Kundedirektør hos 3.

Læs også:  3 udvider 3LikeHome med 4 nye lande i Asien