Huawei Honor 2 – de første indtryk

Testen af Huawei Honor 2 er i gang. Her kan du læse vores første indtryk.

Huawei Honor 2 – de første indtryk

Da jeg sidste år testede Huawei Honor var jeg voldsomt imponeret. Telefonen kostede dengang lige under 2.000 kroner uden abonnement, og slog på mange områder konkurrenterne i klassen, også dem der var dyrere. Ikke et under at karakteren endte på 6 ud af 6 stjerner.

Læs testen af Huawei Honor

Desværre for Huawei er det svært at følge en succes op. To’eren er da heller ikke så imponerede som forgængeren.

Designlayoutet er nogenlunde det samme. Den nubrede bagside er dog erstattet af mat plastik, der føles som et blødt skridsikkert materiale, der sikrer at mobilen ikke smutter ud af hånden på en. Alt i alt et design der ikke generer nogen, ej heller det modsatte.

Fronten er i øvrigt stilren med tre touch-taster under skærmen. Power og volumentasterne er placeret på telefonens højre side.

Huawei Honor 2
Huawei Honor 2. (Foto: Mobilsiden.dk).

Lidt mere af det hele

Honor 2 vejer 145 gram, fem gram mere end forgængeren. For den minimale ekstravægt får du blandt andet større skærm (4,0 tommer), flere pixels (720 x 1280), mere intern hukommelse (8 GB) og større batteri (2230 mAH) – men stadig mulighed for at benytte microSD-kort til ekstra hukommelse.

Kameraet er fortsat på 8 megapixels, mens videooptageren nu kan køre 1080p med 30 fps. Processoren der trækker det hele er en quad-core på 1,4 GHz, baseret på Huaweis eget chipset.

Sammenlignes der med Samsung Galaxy S III Mini er Huawei Honor 2 bedre spækket over stort set hele linjen, men vejer mere og fylder mere end Samsungs minismartphone.

– Samsung Galaxy S III Mini vs. Huawei Honor 2

Huawei Honor 2
Huawei Honor 2. (Foto: Mobilsiden.dk).

Gammel Android-version

Honor 2 er fra salgsstarten bagud på Android-versionen. Telefonen leveres kun med Android 4.0.4, og der er altså langt op til Android 4.2 der aktuelt er ude på Google Nexus 4.

Men der er håb forude, da Huawei overfor Mobilsiden.dk bekræfter, at Honor 2 opdateres til Android 4.1 Jelly Bean i begyndelsen af andet kvartal i år. 

Jeg synes det ville have klædt Huawei, hvis de fra starten havde valgt at komme med minimum Android 4.1, så køberne ikke skal bekymre sig om, at skulle vente på en opdatering.

Intet nyt i brugerfladen

I forhold til hvordan jeg husker Huawei Honor, er der ikke sket det store i to’eren. Der er naturligvis ikke grund til at ændre noget, hvis det man har virker. 

Det er (heldigvis) relativt begrænsede indgreb Huawei har lavet i Android-systemet, set i forhold til hvordan Android i sin rå form tager sig ud. Og Huaweis arbejde med eget overlay til Android, der måske vil komme i fremtiden, bekymrer mig lidt.

Når det er sagt, så er brugeroplevelsen ganske god. Kun i opsætningsproceduren hvor alle ens mails, kontakter, applikationer indlæses, oplevede jeg en træg smartphone. Ved dagligdags brug, kører Honor 2 ganske godt – taget i betragtning, at der ikke er tale om en topmodel.

Håbløst tastatur til beskeder

Huawei Input Method, hedder tastaturet til beskeder. Her skal kineserne lære ikke at genopfinde noget andre allerede har lavet bedre tidligere.

Jeg synes tastatur-layoutet er direkte elendigt, og kun på de gode dage rammer man rigtigt. Men fælles for hele oplevelsen er, at ens skrivehastighed er voldsom langsommelig.

Heldigvis findes der gode alternativer i Google Play Store, jeg bruger selv Smartkeyboard. Jeg synes dog det er urimeligt, at køberne selv skal bøvle med at forbedre, noget så vigtigt, som et tastatur.

Huawei Honor 2
Huawei Honor 2. (Foto: Mobilsiden.dk).

Mere på vej

Huawei Honor 2 er en interessant telefon, men den er ikke så imponerede som forgængeren.

Jeg tester videre. Den fulde test kan du læse senere på ugen.

Opdatering:

Det tog ikke lang tid, temaet taget i betragtning, inden der kom nyt i sagen. mobilsiden gik videre med historien. 7/2/2013 fulgte redaktionen op med en artikel der omhandler Nyt billedlæk: Huawei Ascend P2 fanget igen – Du kan læse den her. Og der er stadig puls i emnet. Læs de seneste nyheder om Huawei..