Kun 1 ud af 22 Android-enheder har Oreo
Hver måned udgiver Google nye tal over udbredelsen af de forskellige Android-versioner. De giver et godt billede af, hvor hurtigt – eller rettere langsomt – de nyeste versioner ruller ud til de mange forskellige Android-enheder.
Læs også: 1 % af alle Android-enheder har Oreo efter fem måneder
Google og de mange forskellige Android-producenter har nemlig tradition for at udrulle nye Android-versioner notorisk langsomt, og det gør sig, ikke overraskende, også gældende med Android 8.0 Oreo og 8.1 Oreo, som blev udgivet til Googles Pixel-telefoner henholdsvis i slutningen af august og den 5. december.
Version | Kodenavn | API | Udbredelse |
2.3.3 – 2.3.7 | Gingerbread | 10 | 0,3 % (-) |
4.0.3 – 4.0.4 | Ice Cream Sandwich | 15 | 0,4 % (-) |
4.1.x | Jelly Bean | 16 | 1,7 % (-) |
4.2.x | 17 | 2,2 % (-0,4) | |
4.3 | 18 | 0,6 % (-0,1) | |
4.4 | KitKat | 19 | 10,5 % (-1,5) |
5.0 | Lollipop | 21 | 4,9 % (-0,5) |
5.1 | 22 | 18 % (-1,2) | |
6.0 | Marshmallow | 23 | 26 % (-2,1) |
7.0 | Nougat | 24 | 23 % (+0,7) |
7.1 | 25 | 7,8 % (+1,6) | |
8.0 | Oreo | 26 | 4,1 % (+3,3) |
8.1 | 27 | 0,5 % (+0,2) |
En ud af 22 enheder har Oreo
De nyeste tal fra Google viser, at Android 8.0 Oreo har nået en markedsandel i april måned på kun 4,1 %. For Android 8.1 Oreo er tallet kun 0,5 %. Til sammen udgør Oreo altså 4,6 %, hvilket svarer til, at kun én ud af 22 Android-enheder kører med de to nyeste softwareversioner.
Af uvisse årsager udgav Google ingen tal over Android-versionernes markedsandele i marts måned. I februar måned lå begge Oreo-versioner dog tilsammen på 1,1 %, hvilket svarede til kun én ud af 90 enheder.
Læs også: Android Oreo: dobbelt op på antal brugere denne måned
Selv om der ikke er meget at juble over med de langsomme udrulninger, er der håb forude. Alle Android-enheder, som kommer med Oreo ud af boksen, understøtter nemlig det såkaldte Project Treble, som består af store ændringer i Androids arkitektur.
Det vil fremadrettet blive markant nemmere for producenter at udsende softwareopdateringer, og i teorien vil det være muligt at holde enheder opdateret i helt op til seks år. Til at starte med er Googles vision at opdatere dets Pixel-enheder i fire år, men i første omgang holdes de ”kun” opdateret i tre år.