Mobilen bliver en bogbutik
Et lille udvalg af bøger kan nu købes direkte fra mobiltelefonen. Det er netboghandlen SAXO.com, der som den første bogbutik benytter mobilen som handelsplatform.
– "Vi starter med maksimalt fem bøger på mobilen, og skifter udvalget jævnligt, alt efter hvilke topsellers og kampagnebøger, som benyttes i vores annoncering. På den måde lærer kunderne, at der er gode tilbud på mobilen", siger Jørgen Balle Olesen, adm. direktør i SAXO.com til Mobilsiden.dk
Balle Olesen fortæller, at det også handler om, at skabe sig erfaringer og knowhow på mobilplatformen, så man er rigtig klar, når mobilen som handelssted for alvor slår igennem.
Betalingsløsningen i shoppen er godkendt af blandt andet PBS, som også står bag Dankort-systemet. Selve platformen er udviklet af Cellpoint Mobile som oplyser, at de også er på vej med mobilshops til DSB, Avis og Det Kongelige Teater.
Du får adgang til den mobile bogbutik ved sende teksten SAXO til 1230. Kort efter returneres et link til de bøger, man kan købe. Valg af produkt, leveringsadresse og betaling foregår herefter på mobilen.