Movies Anywhere: Ny filmtjeneste fra de største filmselskaber

Fem af de største filmselskaber er gået sammen om filmtjenesten Movies Anywhere, som samler alle dine film fra andre tjenester som iTunes og Amazon Video.

Movies Anywhere: Ny filmtjeneste fra de største filmselskaber

En ny filmtjeneste har i dag set dagens lys. Den går under navnet Movies Anywhere og er et initiativ fra fem store filmselskaber, der nu har taget et stort skridt i retning mod en mere digital filmbranche.

Det er Sony Pictures, Twentieth Century Fox Film, Universal Pictures og Warner Bros, der er gået sammen med The Walt Disney Studios om den nye tjeneste.

Læs også: Sony lancerer filmtjenesten PlayStation Video i Danmark

Konceptet er ganske simpelt. Du opretter dig som bruger i Movies Anywhere og forbinder dine andre tjenester – indtil videre iTunes, Amazon Video, Google Play og Vudu – til filmtjenesten.

Movies Anywhere

Samler alle dine film fra andre tjenester

Alle de film, som du har købt via andre tjenester, er nu tilgængelige for dig i Movies Anywhere-filmtjenesten, så du samler alle dine titler på tværs af tjenester.

Har du samtidig købt fysiske DVD’er eller Blu-rays, som indeholder en såkaldt UltraViolet-kode, kan den indløses i Movies Anywhere og opbevares som en digital kopi, der kan streames. Det koster intet at bruge Movies Anywhere, og du kan heller ikke købe nye film via tjenesten selv, men føres i stedet videre til de øvrige tjenester for at købe nye film.

Læs også: Netflix: Download film og TV-serier direkte på SD-kortet

Movies Anywhere er tilgængelig på et stort antal platforme, så hvis du skulle være ude for, at en af dine tjenester ikke understøtter en bestemt platform, kan du være heldig, at Movies Anywhere gør det. Den nye filmtjeneste er tilgængelig på følgende enheder:

  • iOS (iPhone, iPad og iPod touch med iOS 9 eller nyere)
  • Apple TV (4. generation eller nyere)
  • Amazon Kindle-enheder med FireOS 5 eller nyere
  • Android (4.4 KitKat eller nyere)
  • Android TV
  • Roku
  • Browsere (Chrome, Edge, Firefox, Safari og Internet Explorer 11)

Samtidig understøtter Movies Anywhere også streaming via både AirPlay og Chromecast. Afspilningskvaliteten foregår i HD, og der er ikke understøttelse for hverken 3D, 4K eller HDR. Tjenesten er desuden baseret på Disneys tilsvarende løsning kaldet Disney Movies Anywhere. Movies Anywhere, hvor de øvrige filmselskaber nu er ombord, er bygget på samme bagvedliggende system kaldet KeyChest.

Læs også: Samsung afliver mislykket musikstreamingtjeneste

Den helt store ulempe ved Movies Anywhere er dog, at det ikke helt er så ’anywhere’ endnu. Faktisk er tjenesten kun tilgængelig i USA indtil videre. Om der er planer om at udvide til andre lande, vides endnu ikke. I hvert fald er initiativet et skridt i en rigtige retning, hvor de helt store kanoner inden for filmbranchen i højere grad tager de digitale streamingtjenester til sig.