TDC’s mobilnet er Danmarks bedste for ottende år i træk

Teknologisk Institut har igen i 2023 testet teleselskabernes mobilnet, og endnu en gang er det TDC’s mobilnet, der giver den bedste mobilnetværksoplevelse.

TDC’s mobilnet er Danmarks bedste for ottende år i træk

Teknologisk Institut har i perioden 27. februar til 24. marts 2023 gennemført en ny landsdækkende undersøgelse af de fire mobilnet i Danmark, som er ejet af henholdsvis TDC, 3, Telia og Telenor.

Undersøgelsen, som er bestilt af og betalt af TDC NET, indeholder målinger fra 591 forskellige steder over hele Danmark og repræsenterer land, by, øer, skov og strand. Testen er foretaget med en iPhone 13, og alle teleselskaber blev informeret om, at der blev foretaget en test i perioden.

Læs også: Nyheder om teleselskaber og netværk

TDC NET giver den bedste samlede mobilnetværksoplevelse

Det er TDC NET, der ifølge Teknologisk Instituts undersøgelse har den bedste samlede mobilnetværksoplevelse. Den gode mobilnetværksoplevelse er defineret som 30 sekunders fejlfri mobiltelefonsamtale, 30 MB download inden for 15 sekunder, 30 MB upload inden for 30 sekunder og 60 sekunder streaming af DR TV uden buffering.

Det er ottende år i træk, at Teknologisk Institut kårer TDC’s mobilnet til at være det bedste i Danmark.

“Som storleverandør af tv- og streamingoplevelser til danskerne er det utrolig vigtigt, at downloadhastigheden er i top. Det kan ødelægge enhver god fodboldkamp eller serie, hvis forbindelsen er ustabil. Vi er derfor rigtig glade for, at vi for 8. år i træk kan fortælle vores kunder, at de med ro i sindet kan nyde film, serier og musik på Danmarks bedste mobilnet. Uanset om man er hjemme eller på farten – og i hele Danmark vel at mærke”, siger Christian Morgan, der er direktør for YouSee, som er et af TDC’s teleselskaber, der bruger mobilnettet.

TDC NET har på landsplan 88 procent fejlfri mobilnetværksoplevelse, mens den er 64 procent for Telia og 58 procent for både 3 og Telenor. For alle teleselskaber, undtagen Telia, er det en tilbagegang sammenlignet med i 2022, men det kan formentlig forklares ved, at kravene til den gode mobilnetværksoplevelse er øget.

Hurtigst download og upload på TDC NET

Teknologisk Institut har også undersøgt, hvor lang tid det i gennemsnit tager at downloade 30 MB data og uploade 30 MB data. I hele landet tager download i gennemsnit 5,7 sekunder hos TDC, mens det tager 8,0 sekunder på 3’s mobilnet. Telia tager 15,6 sekunder og Telenor 18,1 sekunder.

TDC NET har også den højeste andel af fejlfri download med 95 procent, mens 3, Telenor og Telia ligger på henholdsvis 87, 73 og 67 procent.

Det samme billede gentager sig, når det gælder upload af data.

Tæt på fejlfri telefonopkald og videostreaming på alle mobillnet

Der er næsten ingen forskel på de fire mobilnet, når det gælder telefonopkald og videostreaming.

TDC NET, Telenor og Telia havde alle kun én fejl på et ud af i alt 576 telefonopkald, mens 3 havde to.

Ved 60 sekunders streaming af DR TV foregik det fejlfrit 99,7 procent af tiden på TDC NET og 99,6 procent hos 3, 98,8 procent hos Telenor og 98,5 procent hos Telia – altså stort set identisk.

Bedst 5G-dækning på TDC’s mobilnet

Teknologisk Institut har også undersøgt teleselskabernes dækning.

TDC NET har 99 procent adgang til 5G, mens 3 har 91,6 procent og Telia og Telenor har 57 procent adgang til 5G. Hvor TDC’s 5G-netværk er landsdækkende, udruller de øvrige teleselskaber fortsat deres netværk.

Afvikling af Teams-videomøder

Som noget nyt har Teknologisk Institut også testet, hvor velegnet de fire mobilnet er til at gennemføre Teams-videomøder rundt omkring i landet.

TDC NET har en mere fejlfri mobil opkobling til Teams-møder end konkurrenterne. 99,2 procent af tiden er det på TDC’s mobilnet muligt at koble sig på et Teams-møde inden for 30 sekunder og gennemføre mødet i yderligere 30 sekunder. På Telias mobilnet er det 97,9 procent, mens det er 96,8 procent på Telenors mobilnet og 96,0 procent på 3’s mobilnet.

Tjek dækningen hos dig

Tallene i undersøgelsen er alle gennemsnitstal, og der vil altså være steder, hvor alle fire mobilnet gør det bedre eller dårligere end de målte gennemsnitstal.

Dækningen afhænger i meget høj grad af de lokale forhold, og om man befinder sig indenfor eller udenfor. Hvis du vil undersøge, hvordan mere end 9.000 danskerne oplever teleselskabernes mobildækning i lige netop dit postnummer, kan du besøge Telepristjeks dækningskort.

Se også: Tjek teleselskabernes mobildækning hos dig