Apple afslører iOS 19 med nyt design 9. juni
Apple har inviteret til WWDC 2025, som er den årlige udviklerkonference i Californien.
Mandag den 9. juni afholder Apple sin sædvanlige keynote, hvor iOS 19, iPadOS 19, macOS 16, tvOS 19, watchOS 12 og visionOS 3 bliver præsenteret.
Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones
Afslører helt nyt iOS-design
Som en del af afsløringen har Apple offentliggjort et WWDC 2025-logo, som viser en ny teksteffekt, som inden for design og udvikling af brugergrænseflader kaldes for glassmorphism. Her bruges gennemsigtighed, sløring og refleksioner, som giver et glaslignende udtryk – noget der skaber dybde og lag i brugerfladen.
I de forgangne måneder har rygter gået på, at Apple vil introducere et helt nyt design i iOS 19, som er inspireret af visionOS, og som anvender netop glassmorphism i sit udtryk.
Apples nye app, Invitationer, giver formentlig en indikation af, hvilken retning Apple ønsker at bevæge sig i. Her ses nye designelementer, som er i retning af glassmorphism, men fordi appen allerede er tilgængelig, viser den formentlig ikke den endelige designstil, som Apple introducerer i iOS 19.
Gennem historien har iOS kun haft to store designstile. Fra det første styresystem, iPhone OS 1 i 2007, til iOS 6 i 2012 anvendte Apple en designstil med realistiske elementer kaldet skeuomorfisme. Det blev i 2013 sammen med lanceringen af iOS 7 skiftet ud med et fladt design, som den dag i dag stadig bruges.
Perspektivering
Er du på udkig efter nye iPhones, bør du tage et nærmere kig på vores top 5-lister over de bedste iPhones til prisen og de billigste iPhones.
Du kan også spare mange penge på din næste iPhone ved at købe den brugt.
Er du åben over for andre telefoner end en iPhone, anbefaler vi at tage et nærmere kig på vores top-5 over de bedste telefoner til prisen og de bedste Android-mobiler til prisen.