Apple med genial løsning på uklare natfotos
Vi kender alle de grynede, mørke billeder fra mobilen, når der ikke er meget lys til stede. Men et nyt studie fra Apple-forskere viser, hvordan avanceret AI kan forvandle kulsorte fotos til skarpe minder, ved at “genopfinde” måden, kameraet ser verden på.
Teknologien kan gå hen og blive en gamechanger i kommende iPhones.
Se også: Top 5: Bedste iPhone til prisen
Apple-forskere tæmmer mørket med ny AI-teknologi
Smartphones kæmper en hård kamp mod mørket, når der skal tages foto og video. Når der ikke er lys nok til kamerasensoren, ender billederne ofte med enten massiv digital støj eller en “olie-maleri-effekt”, hvor softwaren har glattet støjen så meget ud, at detaljer forsvinder.
Nu har forskere fra Apple og Purdue University præsenteret en potentiel løsning, som se indtil videre kalder DarkDiff.
Det revolutionerende ved DarkDiff er, hvor i processen kunstig intelligens bliver brugt. I stedet for at bruge AI til at efterbehandle et færdigt billede, integreres AI-modellen direkte i kameraets såkaldte ISP (Image Signal Processor).
Ved at bruge en såkaldt “diffusion-model”, samme teknologi, der driver billedgeneratorer som Stable Diffusion, kan DarkDiff analysere de rå data fra sensoren. Ved at forstå konteksten i billedet kan teknologien regne ud, hvilke detaljer der burde være der, selvom sensoren næsten intet lys har fanget.
Resultatet? Billeder med korrekt farvegengivelse og skarpe detaljer, som ellers ville kræve et stativ og ekstremt lang eksponeringstid.
Lander ikke i iPhones lige nu…
Selvom resultaterne er imponerende, er der stadig et stykke vej til, at vi ser teknologien i den næste iPhone. Forskerne påpeger to store udfordringer.
Den første udfordre er, at processen er ekstremt tung og kræver så meget regnekraft, at den i øjeblikket ville dræne et mobilbatteri lynhurtigt.
Den anden er, at det tager betydeligt længere tid at behandle et billede med DarkDiff end med traditionelle metoder. Det kan betyde, at billederne måske skal en tur forbi skyen (cloud-processing), før de lander i dit fotoalbum. Samme kan man opleve på Googles Pixel-telefoner med Video Boost, hvor videoer uploadet til skyen kan blive forbedret med AI på Googles servere.
Selvom Apple ikke har meldt ud, hvornår eller om DarkDiff bliver en del af iOS og iPhones, viser projektet, at fremtidens kameraer måske ikke længere har brug for dagslys for at se alt knivskarpt.
Se også: Top 5: De absolut bedste iPhones
Hvilken iPhone?
Hvilken iPhone skal du vælge lige nu? Her kan du få et overblik over den bedste, billigste og bedste iPhone til prisen.