Apple overhaler Samsung: Solgte flest smartphones i 4. kvartal 2020

Samsung havde et dårligere 4. kvartal end året forinden, mens Apple oplevede fremgang. Apple har derfor overhalet Samsung som den største producent i forrige kvartal.

Apple overhaler Samsung: Solgte flest smartphones i 4. kvartal 2020

Der er ingen tvivl om, at Samsung er den klart største mobilproducent med en markedsandel på omkring 20-21 %, mens Apple må nøjes med 13-14 %.

Derfor har Samsung normalt også kunnet kalde sig den største smartphoneproducent, selv når Apple har haft sine bedste perioder lige efter lanceringen af nye iPhones.

Men i år gik den ikke længere for Samsung. Apple har nemlig præsteret at sælge flere smartphones end Samsung i 4. kvartal 2020. Det viser nye tal fra analyseinstituttet Gartner.

Pro­du­cent 4. kvar­tal 2019 4. kvar­tal 2020 For­skel i %
An­tal (mio.) Mar­keds­andel (%) An­tal (mio.) Mar­keds­an­del (%)
Apple 69,6 17,1 78,9 20,8 14,9
Sam­sung 70,4 17,3 62,1 16,2 -11,8
Xi­ao­mi 32,4 8 43,4 11,3 33,9
Oppo 30,5 7,5 34,4 8,9 12,9
Hua­wei 58,3 14,3 34,3 8,9 -41,1
Andre 145,5 35,8 130,4 33,9 -10,3
I alt 406,6 100 384,6 100 -5,4

Læs også: Apple kan have MagSafe batteripakke på vej til iPhone

Bedre kameraer og 5G sikrer Apple fremgang

Tallene viser, at Apple solgte næsten 80 millioner iPhones i det forrige kvartal, hvilket er en fremgang på 15 % i forhold til samme periode året før. Da solgte Apple ‘kun’ 70 millioner iPhones.

Helt anderledes gik 4. kvartal 2020 for Samsung, der oplevede en tilbagegang på 11,8 %. Hvor Samsung solgte 70 millioner smartphones i 4. kvartal 2019, lykkedes det kun sydkoreanerne at lange 62 millioner over disken samme periode i fjor.

Spørger man Anshul Gupta, der er seniorforskningsleder ved Gartner, er der ingen tvivl om, at det er de forbedrede kameraer i iPhone 12-serien, der har sikret Apple den store fremgang:

“På trods af, at forbrugere var forsigtige med deres pengeforbrug og holdt igen med nogle køb, ansporede 5G-smartphones og professionelle kamerafunktioner nogle slutbrugere til at købe nye smartphones eller opgradere deres nuværende smartphones i kvartalet”, lyder det.

Ifølge analyseinstituttet har den billigere iPhone 12 mini været medvirkende til, at Apple har haft så meget vind i sejlene i forrige kvartal. Netop det, at man kan få 5G-mobiler til en god pris, vil være ”det, der afgør, om folk opgraderer deres eksisterende smartphones”, mener Gartner. Derfor vil vi formentlig også få endnu en iPhone 13 mini, som følger samme opskrift, at se.

Læs også: Brugtsalg: Android taber langt mere i værdi end iPhone

Sælger flest smartphones – og til en langt højere pris

Det er i sig selv ganske imponerende, at Apple har formået at sælge flere iPhones i forrige kvartal, end det lykkedes Samsung. Og det bliver kun mere imponerende af, at det er i en periode, hvor smartphonebranchen som helhed er gået 5,4 % tilbage i forhold til samme periode året før. Det skyldes selvfølgelig i høj grad COVID-19-pandemien.

Men Apple formår alligevel at sælge langt dyrere mobiltelefoner end Samsung, som sælger smartphones i alle prisklasser. Den gennemsnitlige pris på en solgt iPhone i USA ligger på hele 873 dollar (direkte omsat til 5.342 kroner), mens Samsung ligger på kun 292 dollars (direkte omsat til 1.786 kroner).

Tidligere har det været sådan, at Apple altid har måttet se sig slået på markedsandele. Alligevel stod firmaet for omkring 65 % af indtægterne i hele smartphonebranchen på grund af den høje salgspris på en iPhone. Men nu sælger Apple altså både flest iPhone og til den klart højeste stykpris.

Markedsandelene kan dog hurtigt ændre sig igen. Selv om Apple oplever rekordmange brugere skifte til en iPhone i starten af 2021, er forventningen, at Apple må overgive 1. pladsen til Samsung igen. Salget af iPhone 13-modellerne har formentlig toppet, så salgstallene og markedsandelene vil stabilisere sig i de kommende 2-3 kvartaler.

Se også: Find de bedste priser og tilbud på iPhones

Temaets videre forløb

Meget er sket siden vi kørte artiklen. Lasse Olsen gik videre med historien. d. 23/2/2021 gik vi videre med temaet i sagen Kommende smartphones: Disse telefoner kommer i 2021 – Forstættelsen i sagen kan læses her. Læs også seneste nyt om emnet her..