Apple overrasker alle: RCS-beskeder på vej til iPhone
Ud af det blå har Apple annonceret, at RCS-beskeder kommer til iPhones – dét er godt nyt for alle smartphonebrugere. Læs her i artiklen hvornår RCS kommer til iPhones og hvad det betyder.
Se også: Nu kan alle Android-telefoner bruge RCS
Apple skifter mening: RCS kommer til iPhone
Sidste år afviste Tim Cook, administrerende direktør for Apple, at RCS-beskeder var på vej til iPhones. I stedet anbefalede han alle at købe en iPhone i stedet, så man kunne bruge iMessage.
Google har forsøgt ihærdigt på at overtale Apple, og har endda tilbudt at hjælpe dem med implementeringen. Også Samsung har været efter Apple, for at få dem med på RCS-vognen.
Måske har det virker eller måske er det forberedelse fra Apples side på ny EU-lovgivning, men skiftet mening har den amerikanske techgigant. Apple har netop annonceret, at RCS alligevel kommer til iPhones.
En talsmand fra Apple fortæller, at de mener, at RCS vil give bedre interoperabilitet for beskeder på tværs af platforme.
“Vi mener, at RCS Universal Profile vil give en bedre interoperabilitetsoplevelse sammenlignet med SMS eller MMS. Dette vil fungere sammen med iMessage, som fortsat vil være den bedste og mest sikre beskedoplevelse for Apple-brugere,” sagde han.
Hvornår kommer RCS til iPhone?
RCS-beskeder forventes klar til iPhones i løbet af 2024. Apple har endnu ikke bekræftet, hvornår i 2024 det forventes at blive rullet ud.
RCS er en slags iMessage, men til alle smartphones
Men hvad er det der RCS og hvad kan du bruge det til? RCS kan bedst beskrives som den nye beskedstandard, der erstatter SMS. Faktisk har den på de fleste Android-telefoner allerede erstattet SMS, men Apple har – indtil nu – været stopklods.
RCS (Rich Communication Services) en ny standard for beskeder, der erstatter den efterhånden oldgamle SMS-besked, der stammer helt tilbage fra 90’erne.
Med RCS får man en moderne form for beskeder, der på mange måder minder om Messenger, iMessage, WhatsApp og den slags beskedtjenester. Man kan se læste-kvitteringer, når folk skriver, kan sende GIF’s, emojis og billeder og video i høj kvalitet og meget mere. Sikkerheden er dertil langt højere end i de traditionelle SMS’er.
Apple fortæller, at man med RCS på iPhone også kan dele sin lokation med andre. Med RCS på iPhone betyder det også, at gruppebeskeder skulle blive lettere mellem iPhone og Android-telefoner.
iMessage-beskeder på iPhone er blå, mens SMS er grønne. Hvad med RCS? Disse vil også være grønne.
Se også: Se laveste priser på iPhones