Den nye iPhone er lige så hypet som tidligere
Der var stor interesse for den nye iPhone 4S op til salgsstarten fredag den 28. oktober, hvor flere hundrede danskere lå i kø foran teleselskabernes butikker rundt om i landet, for at sikre sig ét af de første eksemplarer.
Interessen var ikke mindre i år, selvom der har været meget snak om, at folk var skuffede over der ikke kom en iPhone 5. Det fortæller Mohammad Kaddoura, distriktchef for Telias butikker til Mobilsiden.dk.
-”Det er lykkes Apple at få lagt fokus på de nye funktioner, som den forbedrede hastighed, den længere batterilevetid, og den nye antenne,” fortæller han, kort op til salgsstarten.
Køen foran Telias butik var i store træk lige så stor i år, som den var sidste år, ved salgsstarten af iPhone 4.
Ingen blærerøvs-effekt
Det, at det ydre er det samme på iPhone 4S, som på forgængeren, sorterer nogle købere fra, mener Stine Green Paulsen, kommunikationschef hos 3.
-”Der er jo ikke umiddelbart nogen forskel at se, på iPhone 4 og 4S. Når jeg sidder med den på en café, som én af de første, er der ingen der kan se det. Derfor er det selvfølgelig de dedikerede, der bare SKAL have den, uanset, der lægger sig i kø,” siger hun til Mobilsiden.dk.
Samtidig kan hun ikke se, at det har påvirket interessen.
Lukkede venteliste
Hos 3 kunne man, ligesom hos de andre teleselskaber, skrive sig på venteliste til iPhone 4S efter lanceringen.
Men alle teleselskaberne lukkede pludselig simultant deres ventelister igen. Derfor er ventelisterne endt med at være kortere i år, end den var sidste år. Men Stine Green Paulsen fra 3 vurderer, at det skyldes det tidsrum, hvor det ikke var muligt at skrive sig op.
-”Det første døgn var der væsentlig mere gang i ventelisten, end der var sidste år,” siger hun.
Medierne udeblev
Selvom kunderne er lige så vilde efter den nye iPhone 4S, som de var vilde efter den nyeste iPhone de tidligere år, er det tydeligt, at der er noget, der er anderledes.
Medierne er nemlig ikke dukket lige som talstærkt op til salgsstarten, som de forrige år.
De sidste par år har selv de brede medier været mødt op i hopetal, og den første ejer af den nye iPhone har man kunne se i diverse artikler, og i loop på TV2 News. Men ikke i år.
Medierne var stort set ikke til stede, og historierne har dagen efter været få om begivenheden.
Så selvom kunderne stadig er begejstrede, kunne noget tyde på, at hypen er ved at lægge sig.
Efterfølgende nyt om emnet
Redaktionen har fulgt udviklingen. Her er de efterfølgende historier. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 27/10/2011 blev sagen bragt videre med sagen om Status på køen til iPhone 4S (opdateret) – Den videre beretning kan læses her. Det sidste ord er ikke skrevet. Tjek seneste nyt her.