EU forlanger, at Apple åbner iPhonen mere op

EU beordrer nu Apple til, at åbne mere op for iPhone. Nu skal funktioner og enheder fra tredjeparter fungerer på højde med Apples egne.

EU forlanger, at Apple åbner iPhonen mere op

EU har fulgt op på sin Digital Markets Act for Apple vedrørende iPhones, der har som mål at åbne op for Apples ellers meget lukkede styresystem.

EU-kommissionen vil have, at Apple fremover giver tredjepartsenheder adgang til notifikationer på iPhones, så for eksempel smartwatches fra andre producenter fungerer bedre med iOS. Kort fortalt vil man have, at andre smartwatches fungerer fuldt på højde med Apple Watch.

I samme stil skal andre hovedtelefoner understøtte automatisk parring og andre funktioner, som AirPods tilbyder.

Dertil skal iPhone byde på andre muligheder til casting og fildeling end AirDrop og AirPlay, så det er muligt at dele med andre end Apples enheder. Det kan for eksempel være Quick Share og Chromecast, som man finder på Android-telefoner.

Listen over funktioner, som EU-kommissionen har beordret Apple til at implementere, er lang, og den signalerer også, at alle fremtidige Apple-funktioner med førstepartshardwareintegrationer også skal gøres tilgængelige for tredjeparter.

Se også: Top 5: De absolut bedste iPhones

Perspektivering

Apple hævder, at disse nye love underminerer Europas egne ambitioner om at fremme innovation gennem øget konkurrence.

“Dagens beslutninger pakker os ind i bureaukrati, bremser Apples evne til at innovere for brugere i Europa og tvinger os til at give vores nye funktioner gratis væk til virksomheder, der ikke behøver at spille efter de samme regler,” udtaler Apple til AppleInsider. “Det er dårligt for vores produkter og for vores europæiske brugere.”

Se også: Brugt iPhone som ny med garanti og nyt batteri

Rammer Apple, hvor det gør mest ondt

Det er dog tydeligt, at Apple primært forsøger at beskytte sit lukkede økosystem, hvor deres egne produkter fungerer bedst sammen – og hvor konkurrenter holdes ude. Hvis Apple tvinges til at gøre iPhones mere kompatible med tredjepartsprodukter, kan det skade deres forretningsmodel og dermed deres indtjening. Derfor er modstanden så hård.

Men i sidste ende er en mere åben iPhone udelukkende en fordel for forbrugerne. Det vil give flere funktioner, større fleksibilitet og gøre det lettere at kommunikere og dele indhold med andre enheder, som eksempelvis Android-telefoner.

Et konkret eksempel er den seneste lovgivning fra EU, der har tvunget Apple til at åbne op for tredjeparts app-butikker på iPhones. Tidligere kunne brugere kun downloade apps via Apples egen App Store, hvor Apple tog en betydelig kommission på op til 30 % af salget. Men med EU’s Digital Markets Act (DMA) er Apple nu forpligtet til at tillade alternative app-butikker i Europa. Det giver forbrugerne flere valgmuligheder, lavere priser og større konkurrence mellem app-udbydere – noget, Apple tidligere har kæmpet imod med næb og klør.

Et andet eksempel er kravet om, at Apple skal understøtte RCS-beskeder i iMessage, hvilket vil forbedre kommunikationen mellem iPhones og Android-enheder markant. Hidtil har Apple bevidst fastholdt en dårlig brugeroplevelse for Android-brugere i iMessage – blandt andet ved at vise beskeder fra Android-telefoner i grønne bobler og begrænse funktioner som mediedeling og læsekvitteringer. Med RCS bliver beskedoplevelsen langt bedre, hvilket igen er en gevinst for forbrugerne.

Derudover betyder reguleringer, at iPhone-brugere fremover ikke nødvendigvis behøver et Apple Watch for at få en fuld smartwatch-oplevelse – de kan i stedet vælge et ur fra Garmin, Samsung eller andre producenter uden at gå på kompromis med funktionaliteten.

Kort sagt: Apples reaktion handler ikke om innovation eller forbrugernes bedste. Det handler om at beskytte deres egen forretning. Forbrugerne har alt at vinde ved en mere åben iPhone.

Se også: Gør et kup – køb din iPhone brugt