iPhones går mest i stykker
Den populære iPhone går mere i stykker end andre mobiltelefoner. Det viser tal, som forsikringsmægler-virksomheden V-R Gruppen har udarbejdet for Mobilsiden.dk.
Når kunderne anmelder mobilskader under den dækning, som i forsikringsprog kaldes “anden skadedækning” er det i 85-90 af tilfældene iPhones, som er gået i stykker. “Anden skadedækning” kendes også som “elektronikforsikring”
– “Specielt smadrede iPhone-skærme er den typiske fejl. Over det seneste år har vi set en kraftig stigning i forsikringssager på specielt dette produkt, der generelt tegner sig for langt hovedparten af alle anmeldte mobilskader” , siger Steen Søndergaard, direktør i V-R Gruppen.
iPhone er mere følsom
En af årsagerne til at iPhonen tegner sig for så stor en andel, er ifølge V-R Gruppen, at mobilen er mere følsom end andre mobiltelefoner i samme prisklasse.
– “Den store glasskærm er meget udsat for slag, og mobilens størrelse gør, at den lettere udsættes for vrid-skader på elektronikken, når man sætter sig ned med den i baglommen. Taber man iPhonen er der heller ingen udstående ting, som knapper og taster, som kan tage fra ved et fald”, fortæller Steen Søndergaard.
Kun privatkunder køber iPhones
Det er næsten kun private, som anmelder defekte iPhones til forsikringselskaberne, hvilket hænger sammen med, at det typisk er privatkunder, som har denne type telefon.
En salgsstatistik fra Telia viser, at 90 procent af alle iPhones sælges til privatkunder, mens kun 10 procent går til erhvervslivet.
– “iPhonen er en meget dyr mobiltelefon, og da den typiske selvrisiko for ‘anden forsikringsdækning’ / elektronikforsikringer er mellem 500 og 1.000 kroner, kan det godt svare sig at bruge forsikringen. Desuden tilbydes forsikringstypen sjældent til virksomheder, og når den tilbydes er den ofte behæftet med en væsentlig højere selvrisiko”, siger Steen Søndergaard fra V-R Gruppen.