Motorola inviterer til event den 17. maj
Motorola står over for en snarlig lancering af 4. generations Moto G-smartphones. Efter der har været lækket adskillige billeder og en enkelt video af de to smartphones udsender Motorola nu en invitation. Det skriver Fonearena.
Invitationen er meget kortfattet, hvor der med stor skrift er markeret tirsdag den 17. maj, lige som der står: ”Du ønsker ikke at gå glip af dette!”
Læs også: Moto G4 og G4 Plus på vej: Billeder og video afslører designet
Der er altså ikke en direkte indikation på, at det er Moto G4 og G4 Plus, der bliver lanceret i New Dehli i Indien, hvor eventen finder sted. Datoen passer heller ikke umiddelbart sammen med den teaser, som Lenovos direktør gav efter en event i forbindelse med et af Lenovos andre brands i Kina.
Det vil dog afgjort være de to mest oplagte telefoner, da der som bekendt har været de mange lækkede billeder, lige som det vil være et lille år siden 3. generations Moto G blev lanceret.
Som efterfølger til den tredje Moto G bliver Moto G4-duoen med al sandsynlighed udstyret med en 5,5” stor skærm med en Full HD-opløsning på 1.080 x 1.920 pixels og muligvis en af Qualcomms nye Snapdragon 425- eller 435-processorer, mens antallet af RAM forbliver 2 GB – det er trods alt stadig en budgettelefon.