Nu kan du bruge din Android-mobil som webcam i Windows 11
Din smartphone har et kamera, der tager fotos og optager video i super god kvalitet. Det samme kan ikke siges om de fleste bærbare computere, hvor der kun er gjort plads til meget små kameraer med en lav opløsning, dårlig billedkvalitet og begrænset dynamik.
Hvorfor så ikke lade smartphonen fungere som webcam og dermed opnå markant bedre billede end via computerens indbyggede webcam? Det må være tanken hos Microsoft, der har introduceret en ny funktion i Windows 11, som muliggør netop dette.
Læs også: iPhone er kongen over dem alle
Sådan bruger du din mobil som webcam på din computer
Microsoft har netop tilføjet muligheden for at bruge sin Android-telefon eller -tablet som webcam i den seneste betaudgave i Windows 11 som en del af Windows Insider-programmet.
Windows 11-brugere, der er med i Insider-programmet, kan nu bruge en hvilken som helst Android-telefon eller -tablet med Android 9 eller nyere som et webcam til digitale møder eller videoopkald.
For at komme i gang skal man have Link to Windows installeret på mobilen eller tabletten i version 1.24012* eller nyere.
Derefter skal man sikre sig, at man har tilmeldt sin Windows-computer Windows Insider-programmet. Når det er gjort, skal man gå til Indstillinger > Bluetooth og enheder > Mobile enheder og vælge ”Administrer enheder” og derefter tillade, at PC’en får adgang til Android-telefonen.
Når det er gjort, ser man en besked på Android-telefonen eller -tabletten om, at sammenkoblingen er succesfuld. Microsoft meddeler også, at brugerne kan skifte mellem hoved- eller frontkamera og også tilføje effekter og få adgang til de seneste billeder fra galleriet direkte på computeren.
De nye Insider-funktioner er i gang med at rulle ud til brugerne.
Allerede muligt med tredjepartsapps
Idéen om at bruge sin Android-telefon som webcam på Windows-computere er ikke ny. I mange, mange år har der eksisteret apps fra tredjepartsudviklere, der muliggør netop dette – og endda velfungerende og gratis løsninger som DroidCam.
At Microsoft nu integrerer funktionen direkte i Windows 11 vil dog gøre det endnu nemmere for brugere at anvende smartphonens gode kamera som webcam, frem for at man skal downloade en app fra en tredjepart.
Læs også: Drop dyre iPhones: Her får du meget mere mobil for pengene