Rygte: HTC tæt på at lancere kæmpe-mobil
Store skærme er en af de seneste trends inden for smartphones, og HTC vil ikke stå tilbage, skriver Digitimes.
HTC skulle angiveligt have et nyt flagskib klar i kulissen, som følger i fodsporene på eksempelvis konkurrenterne Samsung Galaxy Note med 5,3″-skærm og Galaxy S III med 4,8″-skærm.
Den nye HTC-satsning vil således være udstyret med en 5″-skærm, forlyder det. Opløsningen skulle være 1080 x 1794 pixels. Til sammenligning har Galaxy Note en opløsning på 800 x 1280 pixels, mens Galaxy S III har 720 x 1280 pixels.
Nu er skærmstørrelse og -opløsning langt fra alt, men informationerne om den nye 5″ HTC-mobil er desværre sparsomme. Digitimes tør dog godt love quad core-processor og LTE-understøttelse.
Lanceringen vil angiveligt ske i september eller oktober.