Rygte: iPhone 5se og iPad Air 3 kan købes fra 18. marts
Der har længe været forlydender om, at Apple i starten af dette år vil løfte sløret for en helt ny iPhone, der fører den – efterhånden – relativt lille skærm på 4″ tilbage på markedet kendt fra iPhone 5, 5s og 5c.
Læs også: Her er datoen for Apples kommende iPhone- og iPad-event
For små to uger siden forlød det blandt andet, at den vil blive offentliggjort tirsdag den 15. marts uden at det fremgik nærmere under hvilke omstændigheder. Nu er hjemmesiden 9to5mac, som også stod bag dette rygte, klar med nye oplysninger om, ikke kun den lille iPhone 5se, men også iPad Air 3, som ventes lanceret samtidig med.
Ifølge sidens kilder vil Apple nemlig allerede åbne op for salget af de to nye produkter fredag den 18. marts – altså blot tre dage efter afsløringen af dem. Normalt når Apple lancerer nye iPhones følger der typisk 1-2 uger med mulighed for at forudbestille dem, men det tegner altså ikke til at blive tilfældet denne gang.
Læs også: Den rygtede iPhone 5SE kommer måske i en version med kun 16GB
lagerKilden fortæller dog, at der stadig er mulighed for, at Apple ændrer planerne, men at det er højst usandsynligt, at iPhone 5se kan forudbestilles.
iPhone 5se: Lille og med masser af power
Via rygter i løbet af de foregående måneder tegner der sig efterhånden et ganske klart billede af, hvad for en smartphone iPhone 5se bliver. iPhone 5se vil henvende sig til dem, der foretrækker en smartphone i et lille format, der er nem at håndtere med en enkelt hånd samtidig med at specifikationerne ligger helt i top.
Derfor kan iPhone 5se mest af alt beskrives som at have en størrelse og et design, der i høj grad skulle minde om iPhone 5s, mens specifikationerne er opdateret og hentet dels fra iPhone 6, men også 6s. Også farverne bliver hentet fra de seneste iPhones, som er guld, rosaguld, sølv og space grey, på trods af at det i sidste uge forlød, at den også vil komme i en pink variant.
Processoren bliver den kraftige A9 fra iPhone 6s og 6s Plus, mens kameraet bliver på 8 megapixel hentet fra iPhone 6.
Læs også: Apples iPad Air 3: nye funktioner spottet
Det er ikke kun med iPhone 5se, at Apple ventes at hente inspiration fra andre Apple-produkter. Nyhederne i iPad Air 3 kommer i høj grad til at bære præg af sidste års lancering af den store og kraftfulde iPad Pro.
Der kommer derfor understøttelse af det såkaldte Smart Keyboard i iPad Air 3 med magnetisk tilslutning i bunden, lige som der også bliver plads til to yderligere højttalere i toppen, understøttelse for Apples egen Pencil-stylus og tilføjet en LED-blitz til et forbedret bagkamera.