Samsung Galaxy Note 5 kan komme til Europa til januar
Da Samsung lancerede Galaxy Note 5 tilbage til august måned sammen med en næsten identisk Galaxy S6 edge+, var der af uforklarlige årsager ingen europæisk og dermed dansk lancering af førstnævnte. Samtidig kom Samsung selv ikke med nogen begrundelse for, hvorfor Note 5 var udelukket fra Europa.
Læs også: Samsung Note 5 ikke til Danmark foreløbigt
Nu ser det dog ud til, at det bliver tilfældet. En kilde, som skulle være tæt på Samsungs rumænske afdeling, oplyser, at telefonen kommer til Europa i januar 2016 – cirka 3 måneder fremme.
Det betyder ikke nødvendigvis, at den også kommer til Danmark, men sandsynligheden er overvejende stor, når den først rammer et andet europæisk land.
Læs også: Ny Samsung S6 Edge+: dansk pris og tilgængelighed
Der er nu ikke andet for end at vente til januar måned eller at Samsung giver lyd fra sig i forbindelse med en eventuel lancering for at finde ud af, om Note 5 lander i de danske butikshylder. Indtil da kan Galaxy S6 edge+ købes herjemme, som er noget nær identisk med Note 5, men dog mangler den særlige S-Pen.