Mercedes erkender: Vi skulle have beholdt knapperne

Mercedes indrømmer, at man i bilbranchen er gået for vidt med at fjerne fysiske knapper - men de store skærme forsvinder ikke igen.

Mercedes erkender: Vi skulle have beholdt knapperne

Mercedes’ topchef, Ola Källenius, indrømmer nu, at bilbranchen – inklusive dem selv – er gået for vidt med at fjerne fysiske knapper fra bilernes kabiner. Men det betyder ikke, at de store skærme forsvinder igen.

Se også: Nyt om kommende elbiler

Teknologi for teknologiens skyld

Mercedes har været en af de mest ivrige fortalere for skærmtunge kabiner, med systemer som MBUX Hyperscreen og Superscreen, der strækker sig hen over hele instrumentbrættet.

Det er sket på bekostning af traditionelle fysiske knapper, hvilket langt fra alle kunder har taget lige godt imod.

Ifølge det britiske medie Autocar indrømmer Källenius, at producenterne nogle gange “kommer lidt i overhalingsbanen og laver teknologi for teknologiens skyld og måske glemmer lidt kunden”.

Mercedes-Benz GLC. Foto: Mobilsiden.dk

Mercedes har allerede genindført fysiske knapper på rattet, og flere lover Källenius vil følge, hvor det giver mening.

Det kan vi kun give ham ret i. Vi har selv for nylig testet Mercedes’ nyeste elbiler, CLA, GLB og GLC, og manglen på fysiske knapper er virkelig til at mærke. Det er decideret irriterende at skulle ind gennem en software, der oven i købet ikke er den mest brugervenlige, bare for at justere på klimaanlægget.

Se også: Grundige test af elbiler

Flere knapper, men ikke mindre skærme

Adspurgt om branchen har nået toppunktet for skærmstørrelse, svarede Källenius, at han ikke ved, om man er ved “peak screen”, men at man til gengæld er ved “low button”.

Det tyder altså på, at skærme og fysiske knapper fremover skal sameksistere, i stedet for at det ene erstatter det andet.

Mercedes er langt fra alene om denne udvikling. Ferraris topchef, Benedetto Vigna, har for nylig indrømmet, at touchknapper er blevet mere udbredte, fordi de er omkring 50 procent billigere at producere – og netop dét er en vigtig detalje, man ikke skal underkende.

Det er i høj grad en spareøvelse fra bilproducenternes side, ikke noget der er gjort, fordi det er nyt og smart.

Ferrari har nu bekræftet, at man genindfører flere fysiske knapper, og Hyundai og Volkswagen bevæger sig i samme retning.

Senest har vi set det tydeligt hos VW-koncernen, hvor både Volkswagen selv og søstermærkerne genindfører fysiske knapper og drejeknapper i flere kommende modeller.

Se også: Nyt om elbilteknologi

Knapper er stadig at foretrække til det vigtigste

Det stadig vores klare oplevelse, at det er lettere, mere behageligt og sikrere at have fysiske knapper til de mest brugte funktioner i bilen, som for eksempel klimastyring.

Det er samtidig noget, vi oplever, at flere og flere prioriterer højt, når de skal vælge ny elbil – hvilket i sidste ende har været med til at presse producenterne til at bringe knapperne tilbage.

Det er dog værd at huske på, at det langt fra kun handler om kundeønsker: For mange producenter er det mindst lige så meget en ren spareøvelse, fordi fysiske knapper i mange tilfælde er billigere at producere.

Se også: Guides og tips til elbiler

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed