Samsung Galaxy S24 Ultra får muligvis dårligere kamera

Rygterne om den nye serie af topmodeller fra Samsung intensiveres. Senest går der rygter om en forringet telefotolinse i flagskibet Galaxy S24 Ultra.

Samsung Galaxy S24 Ultra får muligvis dårligere kamera

Der er endnu ingen officiel lanceringsdato for den kommende Galaxy S24-serie fra Samsung. Meget tyder dog på, at Samsungs årlige Galaxy Unpacked-event vil blive afholdt den 18. januar 2024.

Det er dog langt fra det eneste rygte om den nye serie af smartphones fra Samsung. I de seneste måneder har der også floreret mange forskellige rygter om specifikationerne på den nye S24-serie.

Et af de helt nye rygter går på, at Samsung Galaxy S24 Ultra vil få et ringere kamera med telefotolinse end det, som vi så i dette års Samsung Galaxy S23 Ultra.

Læs også: Samsung Galaxy S24: Officielle billeder er lækket

Galaxy S24 Ultra får telefotolinse med forringet zoom-evne

Da Samsung Galaxy S23 Ultra blev lanceret tidligere på året, var det med en periskopsensor på 10 megapixels med hele 10x optisk zoom og op til 100x digital zoom. Dette gjorde det blandt andet muligt at tage billeder af månen, påstod Samsung. Det viste sig dog at være en sandhed med modifikationer.

Nu går de seneste rygter på, at den kommende Samsung Galaxy S24 Ultra vil få en kamerasensor med en opløsning på 50 megapixel, mens telefotolinsen kun får 5x optisk zoom.

Se også: Hvilken telefon tager de bedste billeder?

Bliver muligvis ikke så dårligt som frygtet

At Samsung ændrer på kameraopsætningen, er ikke nødvendigvis en dårlig nyhed. Kamerasensorens opløsning bliver nemlig, som nævnt, forøget fra 10 megapixel til 50 megapixel. Det betyder, at sensoren vil være i stand til at indfange langt flere detaljer. Den forringede optiske zoom kan der kompenseres for ved at bruge såkaldt zoom-cropping. I praksis vil det derfor ikke nødvendigvis give dårligere billedresultater. Det er blot en anden måde at opnå – i dette tilfælde – 100x hybrid-zoom på.

Det er heller ikke utænkeligt, at Samsung vil anvende AI til at optimere billedresultaterne.

Ifølge rygterne vil Samsung Galaxy S24 Ultra få en Dynamic AMOLED-skærm på 6,8 tommer, en ramme af titanium, et batteri på 5.000 mAh og den nye Snapdragon 8 Gen 3 processor fra Qualcomm.

Læs også: Samsung vil vippe Google af AI-tronen med Galaxy S24 Ultra