Samsung i chok: Indfører krisestyring trods rekordsalg

Selvom Samsung Galaxy S26 har sat nye salgsrekorder, er mobilgiganten nu tvunget i knæ af eksploderende priser. Læs her, hvorfor Samsung nu har indført akut krisestyring.

Samsung i chok: Indfører krisestyring trods rekordsalg

Verdens største mobilproducent, Samsung, har netop aktiveret en omfattende nødplan for deres mobilafdeling. Selvom de nye flagskibe sælger bedre end nogensinde, truer økonomisk underskud nu den koreanske gigant.

Se også: Test af Samsung Galaxy S26 Ultra

Eksploderende udgifter tvinger Samsung i nødberedskab

Samsung Electronics har officielt indført ”emergency management” i deres Mobile Experience-division. Årsagen findes i de voldsomme prisstigninger på både fragt og vigtige komponenter som chipsets og skærme.

Særligt efterspørgslen på RAM til AI-sektoren har sendt priserne i vejret, hvilket udhuler Samsungs profit. Det rapporterer FNN News. 

Selvom forudbestillingerne på Galaxy S26-serien er steget med tocifrede procenter sammenlignet med sidste års model, er det ikke nok til at dække de stigende omkostninger.

Samsung frygter, at overskudsgraden kan falde helt ned til en enkelt procent, hvilket i værste fald kan betyde et direkte underskud for mobilafdelingen.

Se også: De absolut bedste Android-telefoner

Slut med business class og dyre rejser

For at dæmme op for krisen har Samsung beordret en omkostningsreduktion på hele 30 procent. Det mærkes allerede internt, hvor alle direktører under vicedirektør-niveau nu er blevet frataget deres business class-sæder på flyrejser under 10 timer. Fremover skal de tage til takke med economy class for at spare på pengene.

Krisen kan dog få endnu større konsekvenser for de ansatte. Der går rygter om, at Samsung overvejer at omplacere medarbejdere mellem forskellige afdelinger eller ligefrem tilbyde frivillige fratrædelsesordninger.

Det sender et rystende signal til resten af techbranchen, at selv den førende Android-producent kæmper med at få økonomien til at hænge sammen i det nuværende marked.

Se også: De vildeste kommende mobiler i 2026