Samsungs Galaxy-telefoner får højere sikkerhed
Samsung har introduceret en ny form for sikkerhedsfunktion i sine Galaxy S23-modeller. Funktionen skal beskytte mod såkaldte zero-click exploits, hvor skadelig software er blevet “bagt” ind i billeder.
Det vil sige, hvor virus er lagt ind i koden i billedet og man derfor lettere kan narres til at se det eller trykke på det.
Se også: Test af Samsung Galaxy S23
Message Guard isolerer og beskytter mod virus
Samsung oplyser, at der endnu ikke er registreret sådanne angreb mod Galaxy-mobiler, men at man ved at introducere beskyttelsen nu ønsker at være et skridt foran potentielle angreb.
Sikkerhedsfunktionen kaldet Message Guard fungerer både med Samsungs egen besked-app og Google Messages, og beskrives af Samsung som en avanceret form for sandboxing (som er et sted, der er afskærmet fra enhedens øvrige funktioner) og en virtuel karantæne.
Når et billede ankommer, modtages det og isoleres fra resten af telefonen, hvorefter billedet gennemgås. Hvis det anses for at være sikkert, stilles det til rådighed for brugeren.
Se også: Billig pris på Samsung Galaxy S23
Først klar til Galaxy S23
I første omgang vil Message Guard kun være tilgængelig for Galaxy S23-modeller, men funktionen vil blive frigivet til alle enheder, der kører One UI 5.1.