Samsungs Galaxy Z Fold 6 får nyt og tyndere design
En patentansøgning fra Samsung, der er dukket op på nettet, antyder, at vi måske kan forvente at se en bredere og tyndere Galaxy Z Fold 6. Det er hjemmesiden Pigtou, som ligger inde med den amerikanske patentansøgning fra Samsung.
Her er der tegninger af en ny telefon, der får et markant anderledes design sammenlignet med Galaxy Z Fold 5. Telefonen i patentansøgningen kan meget vel være Samsungs bud på en opdatering af det foldbare design. Her ser det ud til, at den kommende foldbare Samsung-enhed vil få et betydeligt slankere og bredere design. Det resulterer i, at både de interne og eksterne skærme bliver større.
Patentansøgningen peger også på, at hængslerne bliver mere robuste, og at de samtidig får en taktil feedback-funktion, så du rent faktisk kan mærke et lille klik, når du åbner eller lukker telefonen. De nye hængsler ser også ud til at være bedre til at fordele belastningen jævnt på skærmen, hvilket også kan være med til at øge skærmen og dermed telefonens holdbarhed.
Se også: Test af de nyeste foldbare telefoner
Hård konkurrence på foldbare mobiler
Galaxy Z Fold-serien har tidligere fået kritik for at have en ydre skærm, der er så smal, at den er svær at bruge til nogle smartphoneopgaver. Samtidig er der allerede andre telefoner på markedet, som har tyndere og bredere skærme med mere skærmplads på forsiden. Det gælder modeller som OnePlus Open, der også er tilgængelig i Danmark.
Samsung har altså mere konkurrence end nogensinde før, når deres næste foldbare mobil bliver lanceret. Det kan være en af grundene til, at de lytter til nogle af kritikpunkterne. Samtidig er det muligt, at den teknologiske udvikling nu giver Samsung flere muligheder for at opdatere designet, så telefonen bliver tyndere og bredere. Ansøgningen nævner intet om andre specifikationer på telefonen, så her må vi nok vente, til Samsung selv afslører nogle detaljer.
Samsung dominerer foldbare i Danmark
Herhjemme sidder Samsung solidt på markedet for foldbare telefoner. Ifølge de seneste tal fra analysefirmaet GfK fra 2023 står Samsung for hele 96 procent af salget af foldbare mobiler i Danmark. Og der er stadig masser af potentiale i dette segment.
En undersøgelse fra Samsung har vist, at 14 procent af brugerne overvejer at købe en foldbar mobil, næste gang de skal købe mobil. Lige nu er det kun 1 procent af telefoner, der bliver solgt i Danmark, der er foldbare.
En foldbar smartphone med et mere brugervenligt format vil derfor helt sikkert være en god ting for både Samsung og forbrugerne.
Det varer dog lidt, inden vi får de nye telefoner at se. Hvis de følger udgivelsesplanerne, kan vi forvente at se de nye Galaxy Z Fold- og Galaxy Z Flip-modeller i juli eller august i år. Samsung har dermed noget tid til at finpudse det kommende design.
Der findes kun én konkurrent på det danske marked til Samsungs Fold-serie og det er OnePlus Fold, der til gengæld også er blevet stærkt rost for at være virkelig god og helt på højde med Samsungs Fold-telefoner.
Se også: Disse mobiltelefoner er Bedst i Test