Sony Ericsson T270 og T280
To stilrene produkter er på vej fra Sony Ericsson, der minder om nogle nedskalerede udgaver af T650i. T270 og T280 er begge 13 mm tynde og kommer i børstet stål og mineralglas.
Modellerne er næsten ens. Dog med undtagelse af, at T270 ikke har kamera. Kameraet i T280 er på beskedne 1,3 megapixels.
Der er i øvrigt tale om to standard GSM-telefoner uden 3G, trådløst netværk og alt andet muligt "gøjl", så modellerne er nok tiltænkt forretningsfolk, der bare vil ringe.
Størrelsen er 100 x 13 x 45 mm med en vægt på 83 gram. Taletiden er oplyst til 7 timer og standbytiden til 300 timer. Begge har FM-radio og kan afspille mp3.
Begge telefoner kommer i varianterne "Copper on silver" og "Silver on black" i første kvartal 2008.