Bono tager skylden for U2’s iTunes-stunt

Både Apple og U2 mødte voldsom kritik, da albummet The Songs of Innocence blev skubbet gratis ud til alle iTunes-brugere. Nu undskylder Bono.

Bono tager skylden for U2’s iTunes-stunt

Bono har igen sagt undskyld for, at U2’s ’The Songs of Innocence’ uopfordret dukkede op i iTunes-biblioteker verden over. Samtidig kommer han med flere detaljer om den proces, der ledte frem til stuntet fra 2014, samt følgerne det hele fik.

“Jeg tager det fulde ansvar,” skriver Bono i sin kommende biografi “Surrender: 40 Songs, One Story”, hvor et uddrag blev offentliggjort i The Guardian lørdag.

Se også: Mobilabonnementer med musik

Gratis U2-album var for dyrt

“Jeg tænkte, at hvis vi bare kunne sætte vores musik inden for folks rækkevidde, ville de måske vælge at søge efter den. Ikke helt. Som en klog mand på de sociale medier udtrykte det: “Jeg vågnede op i morges og fandt Bono i mit køkken, drikkende min kaffe, iført min morgenkåbe og læser min avis. Eller, mindre venligt: “Det gratis U2-album er for dyrt”.

”Mea culpa”, lyder det fra Bono. Mea culpa betyder ‘Min skyld’ og er en del af en bøn på latin fra den katolske syndsbekendelse, Confiteor, hvor man erkender sin skyld over for Gud.

Se også: Bedste telefoner til musik

Fik overtalt en vantro Tim Cook

I biografien skriver Bono om hans samtale med en vantro Apple-CEO Tim Cook om ideen at give bandets dengang nye album væk gratis:

“Vil du give denne musik gratis væk? Men hele pointen med det, vi forsøger at gøre hos Apple, er ikke at give musik gratis væk. Pointen er at sørge for, at musikerne bliver betalt,” skulle Tim Cook have sagt, ifølge Bono.

Bono forklarede, at U2 ikke gav musikken gratis væk. Derimod skulle Apple betale for musikken og give den som en gave til folk.

Se også: Hvad koster musiktjenesterne?

Betalte 100 millioner dollars – og fik rasende kunder

Det var åbenbart noget, Apple var med på efter lange forhandlinger og de skulle have betalt 100 millioner dollars til U2 for aftalen.

Stuntet faldt dog i utrolig dårlig jord hos rigtig mange brugere verden over, der rasede over, at U2 på denne måde pressede sig ind i deres iTunes-univers.