Så meget udbetalte Spotify i 2021
Sidste år lancerede Spotify hjemmesiden Loud & Clear. Det er en side, der udelukkende har til formål at øge gennemsigtigheden omkring Spotifys royalty-system og økonomien bag musikstreaming.
Sitet er netop blevet opdateret med nye tal fra 2021 og her kan man udlede nogle interessante informationer.
47 milliarder kroner til musikindustrien
I 2021 udbetalte Spotify således 47 milliarder kroner til musikindustrien, hvilket er højere end nogen anden tjeneste. Spotify har dog også langt flere brugere end alle andre tjenester. Det er dog interessant, at indtægterne streaming alene i 2021 oversteg den totale industriindtægt fra 2009 til 2016.
For første gang har mere end 1.000 artister genereret over 1 million dollars i indtægter fra Spotify og over 50.000 artister genererede mere end 67.000 kroner (10.000 dollars) alene i indtægter fra Spotify. Spotify oplyser dog intet om, hvor meget de udbetaler per streamet nummer.
Spotify fortæller dog, at de store pladeselskaber opnåede et overskud på mere end 27 milliarder kroner og i følge streaminggiganten kom overskuddet hovedsageligt fra streaming.
For andet år i træk udbetalte Spotify mere end 1 milliard dollars til indehavere af udgivelsesrettigheder – det svarer til 6,7 milliarder kroner.
Se også: Gratis Spotify
Nye muligheder for ukendte kunstnere
Mere end 28 procent af de artister, der har genereret mere end 10.000 dollars, udgiver og distribuerer deres egen musik til Spotify. Streaming har således gjort det muligt for nye og ukendte kunstnere at opnå en succesfuld karriere, lyder det fra Spotify.
34 procent af de artister, der genererede mere end 10.000 dollars i indtægter fra Spotify, bor udenfor top 10 musikmarkederne. Spotify bemærker også, at under cd’ens storhedstid blev musikbranchens største stjerner begunstiget dobbelt så meget som i dag. I dag er indtægterne mindre centreret om de største kunstnere.
Kritik for for lav betaling per streamet sang
Spotify har altid skullet lægge ører til, at de betaler for lidt per streamet sang. Som nævnt oplyser de heller ikke, hvad beløbet er på Loud & Clear. Man mener dog, at beløbet ligger på cirka 3 øre per sang.
Streaming-tjenesten forstår dog godt, at kunstnere finder det nyttigt at beregne en effektiv sats “pr. stream” – ved at dividere den samlede royaltypulje på Spotify med det samlede antal musikstreams på Spotify.
Selskabet mener bare det ikke, det er en rigtig udregningsmodel. “Vores model skaber større fanengagement og genererer indtægter fra flere steder, hvilket betyder større samlede checks fra Spotify til rettighedshaverne. Derfor betaler vi mere end nogen anden tjeneste. Vi træffer nogle valg, der reducerer den effektive “per-stream-sats”, men vi mener, at vi maksimerer den samlede indtægt og genererer flest mulige penge til rettighedshaverne og deres kunstnere og sangskrivere”, lyder det således fra Spotify.
Se også: De bedste telefoner til musik