Nyt elbil-batteri lover en rækkevidde på 2000 kilometer
Der er stort fokus på batterierne og rækkevidden i elbilerne, som ud over en højere pris, også er afgørende for det svære valg mellem benzin- og elbil. Skal man tro den australske virksomhed Brighsun New Energy, så overgår rækkevidden på elbiler snart benzinbilerne.
Brighsun New Energy har nemlig brugt otte år på at udvikle et batteri, som nu er klar til en industriel test. Går alt vel, kan vi allerede til næste år se en kommerciel udgave af batteriet brugt i elbilerne.
Læs også: Nyheder om elbiler
Ekstrem energi giver ekstrem rækkevidde
Tesla, Volkswagen og alle de andre elbil-producenter arbejder intensivt på at forbedre rækkevidden på elbilerne, og ikke mindst batteriernes holdbarhed og genbrugelighed. Men sammenlignet med det batteri, som Brighsun har udviklet, så kan de godt pakke sammen. En rækkevidde på 2000 kilometer er langt over hvad nuværende elbiler, og ikke mindst benzinbiler, kan præstere.
Batteriet de har udviklet er et såkaldt lithium-svovl-batteri, hvor man normalt ser lithium-ion-batterier anvendt i elbiler. Lithium-svovl-batteriet indeholder 5-7 gange så meget energi i forhold til vægt. Det har tidligere været svært at håndtere svovl-batterierne, fordi de udvider og trækker sig sammen under op- og afladning, hvilket resulterer i, at de bryder sammen.
Ved at benytte samme materialer, som i lithium-ion-batterier, og anden ny teknologi, er det lykkedes Brighsun at løse denne udfordring.
Læs også: Ny undersøgelse: Elbiler er bedre for miljøet end benzinbiler
Det holder også til flere opladninger
Ud over den imponerende rækkevidde, så har det nye batteri også en længere holdbarhed. Uafhængige undersøgelser har vist, at Brighsun-batteriet bevarer 91 procent af sin oprindelige kapacitet efter 1700 fulde op- og afladninger på 30 minutter. Til sammenligning klarer lithium-ion-batterier mellem 500 til 1500 cyklusser med et tab på 10 til 20 procent.
Brighsun New Energy forventer, at der kommer kommercielle udgaver af det nye Li-S-batteri på markedet til næste år.
Læs også: Salget af hybrid- og elbiler i Europa steg med over 50 procent i Q4