OnePlus Buds: Praktisk design og attraktiv pris
De fleste kender nok OnePlus for deres mobiltelefoner, men faktisks har den kinesiske producent også lavet hovedtelefoner siden 2015. Dengang var det med kabel og inden længe er de helt fri for dem. På tirsdag vil OnePlus nemlig vise OnePlus Buds frem for offentligheden, men allerede nu kan vi danne os et rigtig godt indtryk af dem. OnePlus har nemlig delt en masse spændende informationer om OnePlus Buds, som vi her dykker ned i.
Læs også: De fem bedste trådløse in-ear hovedtelefoner
Denne gang er de helt trådløse
De helt trådløse hovedtelefoner, også kaldet true wireless, er blevet ekstremt populære. Primært efter Apple og deres AirPods, som de har stor succes med. Derfor ser vi nu flere og flere producenter smide kabler og forsøge at gøre Apple dette efter, i håbet om at få et bid af kagen. Det vil OnePlus også gerne, så derfor kommer de på tirsdag med OnePlus Buds, deres første helt trådløse hovedtelefoner. Tilbage i 2018 lancerede OnePlus Bullets Wireless, som havde kabel om nakken og nu forsvinder det kabel altså også. Selvom de først lanceres i næste uge, så har OnePlus allerede delt en masse informationer om dem, og tager vi samtidig producentens historik omkring tidligere hovedtelefoner med i ligningen, så kan vi let få et godt indtryk af hovedtelefonerne.
Designet på OnePlus Buds
Designet på OnePlus Buds er ikke blevet offentliggjort endnu, men OnePlus har dog snakket om nogle af detaljerne i designet. Et tidligere design har allerede været sluppet løs på nettet, og sammen med OnePlus’ udmeldinger, så kunne det blive noget lignende billedet herunder.
OnePlus Buds benytter sig af et design, som minder meget om de originale AirPods. De har ikke små gummidutter som lukker udefrakommende lyd ude, som vi ser i AirPods Pro, Jabra Elite 75t og Huawei Freebuds 3i. Designet kaldes for “half-in-ear design”.
Ifølge OnePlus gør de dem mere behagelige at have på i længere tid. Producenten har flere gange justeret pasformen, så de sidder så behageligt og sikkert som muligt.
Ifølge OnePlus har hovedtelefonerne samtidig en række optimeringer til producentens egne telefoner, så de virker fuldstændig gnidningsløst og har ultrakort forsinkelse.
Op til 30 timers batteritid
Det er okay at lade mobiltelefonen op hver dag, men det gider man ikke gøre med hovedtelefonerne. Det har OnePlus også fundet ud af og derfor har OnePlus Buds en ganske lang batteritid.
Ifølge OnePlus holder Buds op til 7 timer på en opladning. Det medfølgende opladningsettui kan oplade Buds tre gange, hvilket giver dem op til 30 timers batteritid.
På trods af den meget fornuftige batteritid, så vejer hver hovedtelefon kun 4,6 gram og etuiet kun 36 gram, ialt cirka 45 gram.
Læs også: Nyheder og test af hovedtelefoner
OnePlus Buds – Hvad bliver deres pris?
Kender vi OnePlus, så ved vi også at OnePlus Buds bliver aggressivt prissat. Kigger vi tilbage på OnePlus Bullets Wiress, som blev lanceret i 2018, var prisen på 599 kroner utroligt skarp og kvaliteten mere end godkendt. Det var også derfor OnePlus Bullets Wireless fik 5 stjerner i vores test. Så mon ikke også OnePlus denne gang vil overraske med en virkelig god pris på OnePlus Buds? Det tror vi. Det skulle ikke undre os, hvis prisen blev 799 kroner. Den eksakte pris får vi dog først på tirsdag, hvor OnePlus også viser mellemklasse-mobilen OnePlus Nord frem.