Bilgiganter slår alarm: Europas bilindustri er truet
To af verdens største bilproducenter, Volkswagen og Stellantis, slår nu alarm i en fælles appel.
De opfordrer EU til øjeblikkeligt at ændre kurs og beskytte den europæiske bilindustri mod et stigende pres fra omverdenen.
Se også: Alle kommende elbiler i Danmark
Geopolitisk pres kræver handling
Volkswagen og Stellantis mener, at EU bør gøre mere for at værne om sin egen bilindustri i en tid præget af øget konkurrence og geopolitiske spændinger.
I et debatindlæg i den franske avis Les Echos, som Bloomberg har viderebragt, lægger topledelsen ikke fingrene imellem.
“Europa er vidne til nye geopolitiske spændinger. Handel, teknologi og industriel kapacitet udnyttes i højere grad end nogensinde til at tjene nationale interesser. Den Europæiske Union må hurtigt vælge en kurs,” lyder det fra Stellantis-chef Antonio Filosa og Volkswagens topchef Oliver Blume.
Ifølge de to topchefer er det på høje tid, at EU aktivt fokuserer på at fremme europæiske biler, præcis som man ser det andre steder i verden.
Se også: Priser, test og specifikationer på elbiler
USA viser vejen – EU tøver
Mens EU stadig overvejer sine træk, er protektionismen allerede en realitet på den anden side af Atlanten.
USA har længe haft fokus på deres egen bilindustri. Allerede under Biden-administrationen blev statsstøtte til elbiler gjort betinget af, at elbilerne var bygget helt eller delvist i USA. Trumps “America First”-tilgang forstærker kun denne tendens.
I EU er der taget spæde skridt i samme retning. For nylig annoncerede EU en ny kategori af små og billige elbiler kaldet E Car, som skal give fordele til EU-producerede elbiler.
Men ifølge Oliver Blume og Antonio Filosa er det slet ikke nok. De mener, at EU både kan og bør gå meget længere for at sikre de europæiske bilproducenters konkurrenceevne.
Se også: De bedste elbiler i Danmark
Balancen mellem pris og teknologi
Kunderne efterspørger – forståeligt nok – billige elbiler.
Samtidig understreger bilcheferne vigtigheden af at bevare og udvikle egen teknologi i Europa.
I den nuværende situation er bilproducenterne ofte tvunget til at importere billige dele udefra for at holde prisen nede. Det ses senest med den nye Renault Twingo E-Tech Electric, der anvender en kinesisk elmotor, som sendes i løsdele til Europa for at blive samlet i Europa.
Ifølge Bloomberg havde EU-Kommissionen planlagt at træffe en beslutning om “fremme” af europæisk byggede elbiler allerede i januar, men denne beslutning er nu udskudt med mindst en måned.
Vi anbefaler:
Billigste hjemmeopladning og ladeboks til elbil
Find den bedste og billigste forsikring til elbil
Test og anmeldelser af elbiler