Gaming i BMW-elbiler med en mobil som controller

BMW er nu klar med deres AirConsole i udvalgte elbiler, der lader dig spille spil i bilen og bruge en smartphone som controller.

Gaming i BMW-elbiler med en mobil som controller

Er ventetiden ved ladestanderen længere end forventet eller er du bare bidt af en gal gamer, kan du nu få glæde af BMWs AirConsole, der netop er blevet klar til brug – hvis altså du ejer en af de kompatible elbiler fra producenten.

Se også: Se alle elbiler fra BMW

Brug mobiltelefon som spilcontroller i bilen

Vi har tidligere skrevet om BMWs AirConsole, da den tyske bilproducent startede udviklingen af produktet. Her, 10 måneder senere, er AirConsole nu klar til brug.

Skal man vente i længere tid i bilen, kan man nu altså sætte sig til at spille på bilens infotainmentskærm – og man kan faktisk spille to personer på én gang (LAN-party i en BMW?).

BMW nævner ikke hvilke spil, der er tilgængelig på den nye platform, men at der kommer et større udvalg med tiden. At dømme ud fra billederne, ser de dog ikke meget avancerede ud. Men der kan for eksempel spilles et Mario Kart-lignende spil, hvor man kan spille to mod hinanden.

Der er også et atletik-lignende spil, fodbold samt flere andre.

Se også: Alt om elrefusion ved opladning af elbil

Der kan ikke tilsluttes en controller fra velkendte spillekonsoller til systemet, som i visse andre elbiler, men man kan i stedet tilslutte to smartphones, der kan bruges til at styre spillene.

Klar til udvalgte elbiler fra BMW

AirConsole understøttes kun på BMW nye softwareplatform, BMW iDrive, med de to store kurvede skærme. Indtil videre finder man AirConsole på to elbilmodeller fra BMW, nemlig BMW i4 og BMW iX.

BMW er også klar med deres mindste elektriske SUV herhjemme, iX1, men denne er ikke udstyret med iDrive-infotainmentsystemet og understøtter derfor heller ikke AirConsole.

Når BMW i5 bliver en realitet senere i år vil også denne understøtte AirConsole.

Se også: Værd at vide om forsikring af elbil