Denne elbil kan vende op og ned på den billige klasse

En af Danmarks billigste elbiler står over for en massiv opgradering med lynhurtig opladning, der kan ryste markedet. Her er hvad vi ved om den nye BYD Dolphin Surf.

BYD

BYD forbereder en markant overhaling af deres mindste elbil, BYD Dolphin Surf, der under overfladen gennemgår en teknisk revolution.

Nyheden rummer potentiale til at ændre spillereglerne markant, hvis altså den nye teknologi ikke sætter sine spor på prisen.

Ny Dolphin Surf kan blive en lille lynlader

BYDs mindste elbil, der i Kina hedder Seagull og herhjemme Dolphin Surf, gennemgår lige nu en gennemgribende opgradering, afslører det kinesiske medie Autohome.

Den nye Dolphin Surf vil byde på baghjulstræk, 127 hestekræfter, uafhængig multilink-bagaksel og et frunk under fronthjelmen – altsammen lovende opgraderinger.

Men den helt store revolution gemmer sig under gulvet i den lille bil, hvor forlydender peger på BYD’s Blade Battery 2.0 og Flash Charging.

Ny BYD Dolphin Surf.

Netop lynopladning er nemlig et af de helt store kompromiser, når man køber en lille elbil. Her skal man typisk affinde sig med, at lynopladning fra 10-80 procent tager omkring en halv time.

Kombineret med en kort rækkevidde under 300 km for basismodellerne kan en langtur blive en tålmodighedskrævende omgang.

Netop her kommer BYD’s Flash Charging ind i billedet. Teknologien har demonstreret lynladning fra 10 til 70 procent på fem minutter og op til 97 procent på blot ni minutter.

Rygterne opstod, da den nye Dolphin Surf for nylig blev spottet ved en Flash Charging-lynlader, hvor BYD var i fuld gang med optagelser til en reklamefilm.

Ny Dolphin Surf foran en BYD Flash Charger. Foto: Liang Xiao Ping

På grund af batteriets begrænsede størrelse ser vi næppe så ekstreme hastigheder i en Dolphin Surf. Men hvis BYD formår bare at halvere konkurrenternes ladetid, fjerner de et af de største kritikpunkter ved de mindste elbiler.

Læs ogsåDisse elbiler oplader hurtigst

Har haft svært ved at overbevise danskerne

På papiret har Dolphin Surf fine specifikationer, godt med udstyr, solid garanti og hæderlige testresultater. Den var desuden den allerførste elbil i Danmark under 150.000 kroner.

Alligevel har den ikke været den store salgssucces herhjemme. Danske bilkøbere foretrækker biler i samme prisklasse som Citroën ë-C3 og Hyundai Inster, mens mange vælger at smide lidt ekstra efter charmerende alternativer som Renault 5 og Nissan Micra.

En Dolphin Surf med den nye Flash Charging-teknologi kan dog gøre den lille BYD-elbil unik og betydeligt mere attraktiv på markedet blandt de billigste elbiler.

Læs ogsåSeneste salgstal for elbiler i Danmark (september 2026)

Intet er bekræftet endnu

De vilde rygter skal dog tages med et gran salt. Forlydenderne stammer udelukkende fra observationer af en testbil ved BYD’s nye Flash Charging-ladestandere, og BYD har endnu ikke bekræftet detaljerne.

Dertil kommer, at den opgraderede udgave næppe rammer de danske veje lige foreløbig – så tålmodighed bliver en dyd.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler