Citroën ë-Berlingo: Danmarks billigste 7-personers elbil
Det bliver nemmere og nemmere for store familier at finde en billig elbil med 7 sæder. Nu byder franske Citroën ind med en billig 7-personers elbil i form af ë-Berlingo til kun 299.990 kr. Det gør den til Danmarks billigste elbil med 7 sæder.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Citroën ë-Berlingo
Danmarks billigste elbil med 7 sæder
I en kort periode var det Peugeot e-5008, som kunne kalde sig den billigste elbil med plads til 7 sæder i Danmark, og kort tid efter kom Tesla med et godt bud på en 7-personers elbil, der er til at betale.
Men hvis det absolut vigtigste – ud over de 7 sæder – er prisen, er det ikke til at komme uden om den nye Citroën ë-Berlingo med 7 sæder. Den har nemlig en pris på kun 299.990 kr. – altså 60.000 kr. mindre end den næstbilligste elbil med plads til 7 personer.
Se også: Alle elbiler med plads til 7 personer i Danmark
Specifikationer, design og udstyr
Citroën ë-Berlingo er en MPV, der måler 4,7 meter i længden, 1,9 meter i bredden og 1,8 meter i højden. Den har en lang akselafstand på 2.975 mm og kan altså rumme to passagerer på forreste række, tre passagerer på anden række og yderligere to passagerer på tredje række.
Specifikationerne er ikke prangende. Her får du et relativt lille 50,0 kWh LFP-batteri med en rækkevidde på 339 km, og ydeevnen er heller ikke værd at skrive hjem om. Du får en 100 kW (136 hk) elmotor med et drejningsmoment på 260 Nm og forhjulstræk. Accelerationen fra 0-100 km/t tager 11,7 sek., og tophastigheden er 135 km/t.
Tager vi et kig på designet, er man ikke i tvivl om, der er tale om en Berlingo. Silhuetten er forholdsvis uændret i forhold til tidligere af generationer, og her er stadig de velkendte skydedøre. Det nye Citroën-logo og en ny, mere moderne designsignatur gør dog den opdaterede ë-Berlingo noget mere tålelig at se på.
Udgaven af ë-Berlingo med 7 sæder hedder VTR Sport XL og kommer med udstyr som 6 airbags, 16″ alufælge, klimaanlæg, 10″ skærm med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, varmepumpe, varme i rat, opvarmet forrude, bagkamera, nøglefri adgang, trådløs opladning af mobil og 3 ISOFIX-beslag.
Har du forelsket dig i Citroën ë-Berlingo, men har ikke brug for tre sæderækker, kan den også fås med 5 sæder og en endnu lavere pris fra 269.990 kr.
Se også: Test og anmeldelser af rummelige elbiler
Alternativer til Citroën ë-Berlingo
Der fås ikke nogen billigere 7-personers elbil end Citroën ë-Berlingo lige nu. Til gengæld er der flere andre gode og relativt billige elbiler med 7 sæder som alternativ til Citroën ë-Berlingo.
SUV’en Peugeot e-5008 får 80 ud af 100 i test og koster fra 359.990 kr. og er det mest oplagte alternativ til Berlingoen. MPV’en Toyota Proace City Verso Electric, som er en Citroën ë-Berlingo med Toyota-logo, koster 399.900 kr. Til samme pris kan man få en teknisk markant bedre Tesla Model Y med firehjulstræk og 7 sæder, men den er på ingen måde størrelsesmæssigt designet til en tredje sæderække.
Minibussen Volkswagen ID. Buzz Lang er også et godt bud på en elbil med plads til 7. Den koster fra 419.995 kr. og scorer 76 ud af 100 i test. En billigere variant af ID. Buzz skulle dog være på trapperne.
SUV’en Kia EV9, som netop er faldet meget i pris, koster nu fra 449.999 kr. Den får 83 ud af 100 i test.
Der er i skrivende stund 13 elbiler med 7 sæder på det danske marked. Se alle elbiler med plads til 7 personer.
Vi anbefaler:
Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Se kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Hvad koster de billigste elbiler i Danmark?
Test og anmeldelser af elbiler
Stem på Årets elbil 2025
Billig opladning af elbil i hjemmet