Dansk gennembrud redder elbiler fra skrotbunken
En teknisk fejlkonstruktion i ladesystemet (on-board charger) har gjort livet surt og ekstremt dyrt for tusindvis af ejere af elbiler fra Stellantis-fabrikken.
Nu har en dansk virksomhed i Randers udført det, de kalder banebrydende ingeniørkunst, og tilbyder en reparation til en brøkdel af prisen.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Dyr fejl i elbiler kan endelig repareres billigt
Ejer du en elbil fra Peugeot, Citroën, Fiat, Jeep, Alfa Romeo, Opel, DS og Maserati, har du måske siddet med en tikkende bombe i garagen.
En fejl i bilens indbyggede lader – den såkaldte on-board charger (OBC) – har nemlig en fejlkonstruktion, som før eller siden sender elbilen på værksted med en regning, der kan få de fleste til at tabe vejret.

On-board chargeren er en helt essentiel komponent, der konverterer vekselstrømmen fra din stikkontakt (AC) til højspændingsbatteriets jævnstrøm (DC). Går den indbyggede lader i stykker, kan elbilen ikke AC-lade, og hos autoriserede forhandlere lyder løsningen ofte på en komplet udskiftning til priser på op mod 80.000 kr. for en Fiat 500e eller 40.000 kr. for en Peugeot e-208.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
1.500 timers detektivarbejde
Det er her, at den danske virksomhed EV Nordic, som er en afstikker fra El Recycling, kommer ind i billedet. Biljournalist Anders Berner har besøgt virksomheden i Randers, hvor ingeniørerne Jon Lund og Jesper Jakobsgaard har brugt over 1.500 timer på at lave såkaldt reverse engineering på Stellantis’ on-board charger.
Resultatet bekræfter det, som mange har haft en mistanke om i adskillige år: At den høje fejlrate i den indbyggede lader skyldes en decideret fejlkonstruktion. Nærmere bestemt skyldes det en designbeslutning om at anvende kølekanaler med en tykkelse på kun 2 millimeter.

De ekstremt tynde kølekanaler betyder, at komponenterne arbejder ved alt for høje temperaturer, hvilket drastisk forkorter levetiden. Problemet rammer stort set alle modeller frem til 2023, herunder populære biler som Opel Corsa-e, Peugeot e-2008 og Jeep Avenger.
Nu foregår der endnu et detektivarbejde for at blive klogere på, om samme problemer rammer on-board chargere anvendt i nyere Stellantis-elbiler fra 2023 og frem til i dag.
Se også: Se priser på de billigste elbiler i Danmark
Reparation af on-board charger frem for udskiftning
Hvor bilproducenterne ofte vælger at destruere de defekte komponenter, har EV Nordic fundet en vej til at reparere dem. Ved at bruge komponenter af højere kvalitet end de originale, mener virksomheden endda, at den reparerede on-board charger er bedre end den, som Stellantis-elbilerne blev født med.
Prisforskellen er til at tage og føle på:
- Autoriseret pris: Op mod 80.000 kr.
- EV Nordics pris (detail): 17.995 kr. inkl. moms.
En af de helt store fordele er, at den originale on-board lader beholder sin “identitet”. Når den reparerede enhed sættes tilbage i bilen, kræver den ingen dyr omkodning hos forhandleren – en proces fabrikanterne ellers ofte bruger til at låse kunderne til deres egne dyre reservedele.
Se også: Sammenlign specifikationer og priser på elbiler
Også hjælp til problemer med ICCU hos Kia og Hyundai
Det er ikke kun Stellantis-ejere, der kan ånde lettet op. EV Nordic har også knækket koden til de berygtede ICCU-enheder (Integrated Charging Control Unit), som findes i elbiler fra Kia og Hyundai.
Selvom Kia- og Hyundai-ejere ofte er bedre stillet på grund af længere fabriksgaranti og en mere imødekommende kulanceordning, er den danske løsning en vigtig livline for dem, hvis fejlen opstår, når elbilerne er faldet uden for garantiperioden.
Hyundai og Kias ICCU-enheden adskiller sig ved Stellantis’ on-board charger ved både at kombinere OBC, DC-DC-converter og inverter, hvilket gør det til en endnu mere kompleks og potentielt dyr komponent at skifte.
Se også: Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den
En ny virkelighed for elbilister
For danske elbilister, der står med en elbil uden for garanti, er magtbalancen skiftet takket være EV Nordic. Hvor man før var overladt til importørens nåde eller en regning, der i værste fald gjorde bilen værdiløs, findes der nu et meget billigere og mere bæredygtigt alternativ, som tilmed er dansk. Hvor fedt er det ikke lige?
Med etableringen af et forhandlernetværk gennem blandt andet Bilhuset Haldrup og firmaet EV25 bliver det nu muligt for lokale værksteder at sende defekte ladere til Randers og få dem retur i bedre stand end nye – til en pris, hvor de fleste kan være med.
Se også: Nyheder om ny elbilteknologi
Se elbilers dumpeprocent og pålidelighed
Vil du gerne undgå at købe en fejlramt elbil? Så tag et kig på elbilers dumpeprocent, inden du vælger elbil. Der er nemlig stor forskel på, hvor mange fejl og mangler elbilerne har til periodisk syn. Se også de mest pålidelige elbiler.