Disse elbiler klarer sig bedst og dårligst til syn

Kæmpe forskel på elbiler til syn: Tyskerne brillerer, mens Danmarks mest solgte elbil gennem tiden dumper massivt. Få overblikket over de bedste og værste elbiler til syn.

Disse elbiler klarer sig bedst og dårligst til syn

De første store årgange af moderne elbiler er nu begyndt at trille igennem synshallerne, og resultatet er opsigtsvækkende.

Vi har fået aktindsigt i data fra Færdselsstyrelsen, der kortlægger hele 60.877 elbiler fra årgang 2021, som har været til deres første periodiske syn i 2025.

Tallene afslører, at der er enorm forskel på, om din elbil glider glat igennem syn, eller om den ender med en anmærkning.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Tyskerne brillerer, mens populært mærke dumper

Det generelle billede for de fire år gamle elbiler er egentlig fornuftigt, når man kigger på tallene over en bred kam. Gennemsnittet viser, at 10,2 procent af alle elbilerne må køre fra synshallen med beskeden om, at bilen ikke er godkendt og skal til omsyn.

Langt størstedelen, hele 85,4 procent, bliver godkendt helt uden anmærkninger, mens de resterende får en betinget godkendelse.

 

Dykker man ned i tallene, gemmer der sig dog voldsomme udsving mellem de enkelte producenter. I den absolutte top finder vi mærker som Honda, Lexus, Xpeng og Mercedes-AMG, der præsterer en decideret drømmestatistik med en dumpeprocent på 0,00 – hvilket dog hænger sammen med et meget lille antal biler af mærkerne, der blev synet.

Også de store tyske premiummærker viser muskler og beviser, at den gamle tyske bilindustri har styr på kvaliteten. Både Audi med en lav dumpeprocent på 1,7 procent, BMW med 1,9 procent og Porsche med 3,1 procent ligger langt under landsgennemsnittet, hvilket vidner om høj byggekvalitet på de første årgange af deres elbiler.

I den tunge ende af skalaen ser det desværre anderledes sort ud for visse producenter. Helt i bunden finder vi Tesla, som på tværs af alle modeller har en meget høj dumpeprocent på hele 36,5. Det er mere end tre gange så højt som gennemsnittet for alle elbiler. Det betyder reelt, at mere end hver tredje Tesla fra 2021 måtte en tur til omsyn i løbet af 2025.

Tesla er dog ikke alene i bunden. Også mærker som Toyota med 18,6 procent og Maxus med 18 procent har svært ved at klare frisag. For Toyotas vedkommende trækkes statistikken dog ned af Proace-modellerne, der deler teknik med biler fra Stellantis. Ligeledes ligger mærker som MG og Citroën også højt med fejlprocenter på henholdsvis 14,9 og 14,8.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Danmarks mest solgte bil i store problemer

Når vi zoomer ind på de enkelte bilmodeller frem for mærkerne, bliver det tydeligt, præcis hvilke biler der trækker statistikken op og ned. Den helt store historie i tallene er uden tvivl Tesla Model Y.

Det har været Danmarks mest solgte bil i flere år, men i synshallen har årgang 2021 det virkelig svært. SUV’en har en massiv dumpeprocent på hele 44,7. Det er et opsigtsvækkende højt tal, der betyder, at næsten halvdelen af alle Model Y fra 2021 dumpede til deres allerførste syn.

Sedanen Tesla Model 3 klarer sig en smule bedre, men ligger stadig højt med en dumpeprocent på 34,3.

 

I den helt anden ende af spektret finder vi Audi e-tron og Ford Mustang Mach-E. Audi e-tron har en imponerende lav fejlrate på blot 1,00 procent, mens Ford Mustang Mach-E lander på flotte 4,3 procent, hvilket er langt under gennemsnittet.

En populær bil som Volkswagen ID.4 klarer sig også fremragende med en dumpeprocent på kun 2,6. Det indikerer, at den mekaniske kvalitet på Volkswagens MEB-platform er ganske solid trods de softwareudfordringer, som koncernen kæmpede med i modellens første leveår.

Også Volkswagen ID.3 ligger lavt med 1,7 procent, mens Hyundai Kona Electric og Kia e-Niro ligeledes leverer flotte resultater med henholdsvis 6,2 og 3,4 procent i dumpeprocent.

Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?

Her er fejlene: Bremser og ophæng driller de tunge elbiler

Hvad er det så, der går galt, når elbilerne dumper? Dataene fra Færdselsstyrelsen opdeler fejlene i hovedgrupper, og her tegner der sig et klart mønster, der især relaterer sig til elbilernes høje vægt og den måde, de køres på.

Generelt er kategorien “aksler, hjul, dæk og affjedring” den helt store synder på tværs af alle mærker. Denne fejlgruppe udgør næsten 37 procent af alle de fundne fejl.

Det er dog især udtalt hos Tesla, hvor over halvdelen af alle registrerede fejl, helt præcist 51,1 procent, findes i netop denne kategori. Det er et kendt problem, at bærearme og bøsninger på især Model 3 og Y kan være underdimensionerede til bilens voldsomme kræfter og høje egenvægt, hvilket nu ses sort på hvidt i statistikken.

Den anden store synder er bremseudstyr, som udgør cirka 25 procent af de samlede fejl. Da elbiler motorbremser og regenererer strøm meget effektivt, bliver de mekaniske bremser brugt for sjældent. Det fører til rust på skiverne og kalibre, der sætter sig fast, fordi de simpelthen mangler motion i hverdagen.

Hos Tesla ser vi også specifikke problemer med bremserne, der udgør knap en fjerdedel af deres fejl, men også styreapparatet driller i knap 14 procent af tilfældene.

For Volkswagen er fordelingen mere speciel. Her ligger størstedelen af fejlene – hele 65,7 procent, under kategorien “Forskelligt udstyr”. De mest hyppige fejl i kategorien er fejl i eCalls elektroniske styreenhed (32,1 procent), signal om fejl på skærmen (28,8 procent) og indikatorlampe for fejl i eCall (10,5 procent). Også ”forskelligt udstyr” fylder hele 77 procent hos BMW. Her er det i 42,5 procent af tilfældene fejl i mobilkommunikationsudstyr, der plager bilerne.

Tallene understreger vigtigheden af at få tjekket især bremser og undervogn, inden garantien udløber. Det gælder især, hvis du kører i en af de modeller, der statistisk set har sværest ved at klare frisag i synshallen.

Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark