Din elbil bliver dårligere: Batterifejl “løses” med software
Flere bilproducenter forsøger at løse alvorlige hardwarefejl i elbilers batterier med softwareopdateringer.
Det sparer dem for milliarder i tilbagekaldelser, men efterlader ofte ejerne med en forringet bil og uløste sikkerhedsproblemer.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
En billig løsning på et dyrt problem
Højvoltsbatteriet er den klart dyreste komponent i en elbil. Når der opstår fejl i selve battericellerne – eksempelvis defekter, der kan føre til kortslutninger og i værste fald brand – står bilproducenterne over for et økonomisk mareridt. En fuld udskiftning af batteripakkerne i tusindvis af elbiler koster milliarder af kroner.
Derfor ser vi nu en tendens, hvor producenterne i stedet ruller softwareopdateringer ud til elbilernes batteristyringsmodul (BMS), når det viser sig, at der gemmer sig defekte batterier i elbilerne.
Formålet med opdateringerne er officielt at øge sikkerheden ved at overvåge battericellerne bedre eller at beskytte dem, men reelt resulterer det ofte i forværrede elbiler for slutkunderne.
Bilerne bliver så at sige ”kastrerede” via software, så ejerne ikke længere kan lade batteriet til 100 procent, eller oplever drastisk nedsat ladehastighed. Man ender altså med en vare, der er dårligere end den, som man oprindeligt købte.
Se også: Se hvilke elbiler der kommer i 2026, 2027 og 2028
Volvo EX30 må ikke lades uden opsyn
En af de nyeste sager rammer Volvos populære EX30 i udlandet. Ejere af Single Motor Extended Range- og Twin Motor-modellerne er i Storbritannien blevet advaret om ikke at lade deres biler indendørs uden opsyn. Årsagen er en risiko for overophedning af battericellerne, der kan føre til brand.
Fejlen rammer ifølge Volvo Danmark ikke de Volvo EX30, der er solgt i Danmark.

Volvo har identificeret en fejl i battericellerne fra deres leverandør og råder nu ejerne til maksimalt at lade til 70 procent via bilens software.
Selvom Volvo kalder det en midlertidig løsning og lover en senere udbedring, viser det tydeligt problemet: Her er tale en fysisk fejl i batteriet, der forsøges tæmmet med softwarebegrænsninger, der fjerner en stor del af bilens brugbare rækkevidde.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Anklage: Mercedes skjuler batterifejl med software
Hos Mercedes-Benz er kritikken endnu hårdere. Her anklages producenten for at bruge software til at dække over en konstruktionsfejl i modellerne EQA og EQB, hvor kølevæske kan lække ind i batteriet.

Kritikere, herunder den danske motorjournalist Anders Berner, påpeger, at Mercedes-Benz via en softwareopdatering har sænket batteriets kapacitet med op til 20 procent og halveret DC-ladehastigheden fra 100 kW til 50 kW.
Mistanken går på, at Mercedes-Benz forsøger at mindske belastningen på batteriet for at udskyde en eventuel katastrofal fejl på batteriet, indtil batterigarantien er udløbet. Dermed risikerer kunden at stå med en kæmpe regning for et nyt batteri, selvom fejlen var til stede fra start.
Se også: Kritik af Mercedes: Forsøger at skjule batterifejl
Opdatering til Chevrolet Bolt forhindrede ikke brand
Historikken skræmmer, når man ser på USA. General Motors (GM) forsøgte sig med lignende softwareløsninger til deres Chevrolet Bolt, som var ramt af brandfare grundet produktionsfejl hos batteriproducenten LG Chem.
GM udsendte en “endelig” softwareopdatering, der skulle kunne opdage defekte battericeller. Men virkeligheden ramte hårdt, da en softwareopdateret Chevrolet Bolt alligevel brød i brand i en indkørsel i Vermont, kort efter den var ladet op.
Det tvang GM til at indse, at software alene ikke altid kan fikse fejlramt hardware. Mens Hyundai valgte den dyre løsning og udskiftede batterierne i deres gamle Kona-modeller (som i USA havde samme celletype), forsøgte GM længe at undgå dette.
Til sidst måtte GM dog punge ud i et milliardforlig, men skiftede senere strategi for nyere modeller tilbage til blot at bruge “avanceret diagnostisk software” i stedet for automatisk udskiftning af fejlramte battericeller.
Se også: Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Juridisk gråzone: Har du den vare, du købte?
Situationen efterlader forbrugerne i en klemme. Når en elbil, der er solgt med 500 km rækkevidde, pludselig via en tvungen opdatering kun kan køre 350 km eller lader halvt så hurtigt, er der tale om en væsentlig forringelse.
Producenterne er udmærket klar over, at softwaren ikke fjerner den fysiske defekt – eksempelvis såkaldt lithium plating eller defekte anoder i battericellerne. De køber sig blot tid og forsøger at undgår den dyre regning for at gøre det eneste rigtige: udskiftning af den defekte hardware.
Det åbner potentielt for retslige krav mod bilproducenterne. Hvis en elbil ikke længere lever op til de specifikationer, den blev solgt på, kan der være grundlag for at kræve kompensation eller ophævelse af købet.
Spørgsmålet er, hvor længe bilmærkerne kan slippe afsted med at lappe hardware med software på kundernes bekostning.
Vi anbefaler:
Oplad elbilen, når strømmen billigst
De billigste elbiler i Danmark
