Nvidia: Ægte selvkørende biler langt fra en realitet
Fuldt selvkørende biler er langt fra klar til brug på offentlige veje lige foreløbig. Faktisk sker det først godt inde i det næste årti, hævder Ali Kani, der er chef for chipproducenten Nvidias bilafdeling.
”Det (selvkørende teknologi, red.) er et vidunder for det næste årti. Vi er ikke tæt på. Det er supersvært,” siger han til Autocar.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Kræver flere teknologiske fremskridt
Nvidia, som udvikler selvkørende teknologi til bilproducenter, understreger behovet for betydelige teknologiske fremskridt inden for computerkraft, sensorer såsom LiDAR og radar og udviklingen af sikre algoritmer.
Nvidia arbejder nu på sprogmodeller i stor skala, som kræver avanceret databehandling. Det får Ali Kani til at advare mod hastværk og understrege, at én fejl kan sætte hele branchen flere år tilbage.
Han mener, at næste generation af software skal sikre en mere naturlig autonom køreoplevelse.
Se også: De billigste elbiler i Danmark
Teslas elbiler er ikke selvkørende
Selvom Tesla i årevis har promoveret selvkørende teknologi, er den amerikanske elbilproducent blevet kritiseret gentagne gange – dels for at fjerne radarer i sine elbiler og udelukkende anvende kameraer og AI, dels for at hævde, at Teslas elbiler ”snart” er ægte selvkørende uden at være det.
Når Nvidia opererer med begrebet selvkørende teknologi, menes der i sandhed selvkørende – som i fuld autonomi, hvor føreren ikke behøver at overvåge eller tage kontrol. Og at vi er langt fra at opnå dette på offentlige veje, er nok ikke helt forkert.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Perspektivering
Ingen elbiler, der er til salg på det danske marked, har ægte selvkørende egenskaber – eller noget, der minder om. De opererer alle på niveau 2 ud af 5 inden for selvkørende teknologi. Uofficielt proklamerer nogle producenter at være nået til niveau 2,5.
Når vi tester elbiler, er de selvkørende funktioner – eller rettere førerassistentsystemerne – en af mange ting, som vi tester grundigt. Se test og anmeldelser af elbilers selvkørende egenskaber.
Vi anbefaler:
Guide til bedste ladeboks til elbiler
Disse elbiler er Bedst i Test