EU’s batteripas til elbiler giver ikke mening
EU vil skabe åbenhed om elbilers batterier, men oplysningerne i batteripasset bliver ikke nødvendigvis tilgængelige online.
Når nye regler om batteripas træder i kraft i 2027, får danskerne først adgang til dataene hos forhandleren, og det gør det svært at sammenligne elbilbatteriers specifikationer og klimaaftryk hjemmefra.
Se også: Test og anmeldelser af nyeste elbiler
EU’s batteripas til elbiler har et stort hul
Fra februar 2027 kræver EU, at alle elbiler har et batteripas, men der er ét stort hul i den foreløbige lovgivning: Som forordningen ser ud nu, er der nemlig ingen garanti for, at oplysningerne i batteripasset bliver offentligt tilgængelige online.
Når reglerne træder i kraft, skal alle elbilbatterier over 2 kWh have et digitalt batteripas med en QR-kode. Batteripasset indeholder data om batteriets kemiske sammensætning, CO₂-aftryk, produktionssted, fabrikant, ydeevne og genanvendelsesmuligheder.
Men forbrugerne får sandsynligvis først adgang til oplysningerne, når de fysisk sidder i bilen eller står hos forhandleren. Det betyder, at købere får svært ved at undersøge batteriets oprindelse, kvalitet og miljøpåvirkning hjemmefra, inden de træffer beslutning om køb.
Se også: De billigste elbiler i Danmark
Batteripas bliver ikke tilgængelige online
Det er så oplagt, som noget kan være, at EU stiller krav om, at batteripassene skal være offentligt tilgængelige, for det er i sagens natur ofte online, at mange danskere orienterer sig i udvalget af elbiler, når de overvejer at købe elbil.
Men hvis man først kan få indsigt i en elbils batteri, når man fysisk tropper op hos en bilforhandler, lokaliserer bilen og scanner en QR-kode på døren, bliver det svært at sammenligne og få indsigt i elbilers miljøaftryk og batterispecifikationer, selv om netop det er formålet med hele batteripasset.
Hvis EU på et senere tidspunkt beslutter, at data fra elbilers batteripas skal være offentligt tilgængelige online, kan det derimod blive en gamechanger. Det vil give danskerne mulighed for at træffe valg om elbiler på et mere informeret grundlag, og det kan presse bilproducenterne til at forbedre både batteriteknologien og bæredygtigheden i deres elbiler.
Hos Mobilsiden.dk håber og forventer vi, at flere bilproducenter vælger at gå ud over EU-kravene og offentliggøre batteripas for deres elbiler online. Vi mener, at det bør være et lovkrav, at bilproducenterne skilter med et mærkat om batterierne på samme måde, som vi er vant til at se EU’s energimærkning på hårde hvidevarer og forbrugerelektronik.
Som minimum bør EU stille alle oplysningerne, som allerede kan tilgås online via QR-koderne, offentligt tilgængelige via en database i stil med EU-produktdatabasen EPREL.
Hvis det kommer til at ske, vil det være et vigtigt skridt mod ægte åbenhed og gøre batteripasset til en reel hjælp, når danskerne skal vælge ny elbil. Indtil det sker, giver batteripasset ikke mening.
Vi anbefaler:
Find den bedste forsikring til elbil
Alle de bedste privatleasingtilbud på elbiler
Guide til opladning af elbil med ladeboks i hjemmet