Frygtet fejl i mange elbiler spøger stadig – ny generation også ramt

Mange troede, at den dyre fejl i den indbyggede lader i Stellantis’ elbiler var fortid. Nu hævder dansk virksomhed, at problemet fortsætter i de nye modeller.

Elbiler
Foto: Stellantis

Mareridtet om en defekt indbygget lader (også kaldet on-board charger eller OBC) og regninger på op mod 80.000 kroner er ikke forbi for danskere, der har en elbil fra Stellantis-koncernen holdende i indkørslen.

Nye undersøgelser afslører fortsat fejl

Det var ellers håbet, at problemerne med bilernes on-board charger kun hørte til i de ældre modeller op til modelår 2023.

Nye tekniske undersøgelser og reverse engineering udført af den danske virksomhed EV Nordic viser dog, at fejlen ikke er elimineret.

Her ses første generations on-board charger fra Stellantis skilt ad. Foto: EV Nordic

Fejlen i den indbyggede lader findes fortsat i nyere elbiler produceret fra 2023 til 2026, hævder EV Nordic.

Det betyder, at ejere af nyere elbiler fra mærker som Peugeot, Opel, Citroën, Fiat, Alfa Romeo og Jeep stadig risikerer, at ladesystemet pludselig står af.

Læs ogsåDansk gennembrud redder elbiler fra skrotbunken

Dansk reparationsløsning på vej til nyere elbiler

Gennem mere end 1.500 timers detektivarbejde har danske ingeniører fra EV Nordic påvist, at fejlen i første generation blandt andet skyldtes alt for tynde kølekanaler på blot 2 millimeter. Det skabte ekstrem overophedning og ødelagde elektronikken.

Nu arbejder ingeniørerne intenst på at færdiggøre en reel reparationsløsning til anden generation af on-board chargere fra Stellantis.

I stedet for at betale op mod 80.000 kroner for en udskiftning hos forhandleren vil bilister snart kunne nøjes med en reparation til en brøkdel af prisen.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

Stellantis mangler en garanti på OBC

Selvom fejlen findes i nyere modeller, er det vores indtryk, at problemet samlet set ikke er lige så udtalt som i tidligere år.

Det ændrer dog ikke på, at forbrugerne står magtesløse tilbage, når garantien udløber – indtil virksomheder som EV Nordic giver en hjælpende hånd. Første generations on-board charger kan EV Nordic reparere for 17.995 kroner.

Også Kia og Hyundai har haft lignende problemer med deres ladesystemer, som hos dem er integreret i en såkaldt ICCU-enhed. De har dog valgt at give op til 15 års garanti på komponenten.

Stellantis og den danske importør har endnu ikke lanceret en tilsvarende garantiordning, men hvis problemet stadig ikke er elimineret, vil en lignende garanti fra Stellantis eller Wismo måske være på sin plads.

Mobilsiden.dk har kontaktet både EV Nordic og importøren Wismo for at få en kommentar til nyheden.

Læs ogsåSammenlign to elbiler