Derfor bør du droppe trådløs Android Auto

Trådløs Android Auto er praktisk, men et simpelt USB-kabel giver hurtigere reaktion, bedre lyd og en mere stabil forbindelse. Her er hvorfor.

Derfor bør du droppe trådløs Android Auto

Android Auto kan i dag i de fleste biler forbindes trådløst, hvilket er bekvemt i hverdagen. Alligevel er der flere gode grunde til, at et simpelt USB-kabel stadig er det bedre valg, når det kommer til stykket – især på de lidt længere ture.

Se også: Seneste nyt om elbiler

Et kabel gør Android Auto hurtigere og mere stabilt

Trådløs Android Auto kan være upålidelig fra dag til dag. Nogle gange forbindes det med det samme, andre gange ikke – eller mister forbindelsen midt i en køretur.

Det trådløse signal skaber dertil en forsinkel, hvilket gør Android Auto mærkbart mere sløvt og hakkende sammenlignet med en fysisk forbindelse.

Fordi data sendes direkte gennem kablet, reagerer Android Auto hurtigere og føles mere flydende at navigere rundt i og forbindelsen er samtidig mere stabil.

Se også: Test af elbiler

Bedre lydkvalitet uden kompression

Lyd over trådløs Android Auto sendes gennem Bluetooth eller Wi-Fi, som begge komprimerer signalet for at holde forbindelsen stabil.

De fleste vil ikke bemærke det ved en podcast eller et telefonopkald, men forskellen bliver tydeligere ved musik, særligt hvis bilen er udstyret med et godt lydanlæg.

Med et kabel sendes lyden digitalt uden samme kompromis, og forskellen er ofte mere mærkbar, hvis du går op i god lyd – og hvor er der egentlig et bedre sted at nyde god musik end i bilen?

Se også: Disse er årets bedste mobiler i 2026

Kablet holder telefonen opladt

Android Auto spejler mobilens skærm til bilens infotainmentskærm – og det er en krævende opgave.

Det betyder, at telefonen ofte bliver varm, især på lange ture i varmt vejr og hvis der samtidig benyttes trådløs opladning – en hård opgave for mobilen og dens batteri.

Et kabel løser problemet fuldstændigt. Opladning via et kabel skaber mindre varme og den oplades samtidig hurtigere.

Se også: Disse 3 populære mobiler skal du undgå

Godt at vide

Til en kort tur ned til Netto eller en hurtig afhentning er trådløs forbindelse smart og bekvem, da batteriforbruget sjældent når at blive et problem. Men skal du ud på en længere køretur, er et kabel det oplagte valg.

Praktisk er det også værd at vide, at selvom din telefon automatisk forbinder trådløst til bilen, når du sætter dig ind, kan du sagtens tilslutte et kabel bagefter. Telefonen opdager selv, at den nu er forbundet fysisk, og skifter til den forbindelse – du behøver altså ikke først slå den trådløse forbindelse fra

Trådløs Android Auto er utvivlsomt bekvemt, men den bekvemmelighed koster på hurtighed, lydkvalitet og stabilitet. Derfor anbefaler vi et almindeligt USB-kabel til Android Auto – det tager ikke mere end et par sekunder, at tilslutte mobilen til bilen.

Prøv selv, og se forskellen på, hvor flydende navigationen i Google Maps kører.

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed