Her er lynopladning til elbil billigst i julen

Skal du forbi en lynlader med elbilen i julen? Så giver vi her et overblik over aktuelle tilbud og laveste priser på lynopladning.

Her er lynopladning til elbil billigst i julen

Skal familien på langtur til jul og til nytår i elbilen, er det meget sandsynligt, at turen går forbi en lynlader. Der er dog stor forskel på priserne, når der skal fyldes strøm på elbilen. Vil du gerne gøre det billigst muligt, har vi fundet tre udbyder med tilbud og laveste pris per kWh.

Se også: Priser, test og specifikationer på elbiler

Lynlad for kun 2,50 kr. per kWh

Alt efter hvor stort batteriet er på din elbil, kan der spares hundredvis af kroner, når den skal lynlades. De dyreste udbydere af lynopladning er over 6 kroner per kWh, mens de billigste er under 3 kroner.

Faktisk kan du spare helt op til 3,70 kroner per kWh. Det er en forskel på 259 kroner på én opladning af 70 kWh, hvis man sammenligner billigste og dyreste opladning. Der er altså mange penge at spare.

I forbindelse med julen er der både tilbud og ekstra lave priser af finde på lynopladning. Nogle er faste priser, men andre udbydere har dedikerede juletilbud.

Billigst er lynopladning hos UNO-X, der har en pris på 2,50 kroner per kWh. På disse lynladere lades der med op til 300 kW, men deles i to, hvis to biler lader ved samme stander.

Hos Circle K kan der lige nu lynlades for 2,99 kroner per kWh. Det er et juletilbud hos Circle K, der kører til og med 1. januar 2024. Normalprisen hos Circle K er 3,95 kroner per kWh.

Til sidst er der Tesla og deres Superchargere, hvor man kan lynlade fra 2,50 kroner per kWh. Tesla kører med dynamiske priser, og derfor svinger prisen per kWh mellem 2,50 og 4 kroner.

Se også: De bedste elbiler i Danmark i Danmark i 2023

Sådan betaler du for lynopladningen

Hos Uno-X kan man betale med betalingskort, Apple Pay, Google Pay, MobilePay og mere.

Betaling for opladning hos Circle K sker med betalingskort eller via Circle K Charge-appen. Med Circle K Charge-appen kan man nu aktivere plug & charge, kaldet Autocharge, hvor man blot skal sætte stikket i bilen og betaling sker automatisk. Du kan opnå 10 øre yderligere rabat, hvis du er Extra-kunde.

For at lynlade på en Tesla Supercharger skal du downloade og registrere dig med betalingskort i Tesla-appen. Hos Tesla kan du få billigere priser på opladning, hvis du tegner et abonnement.

Se også: Seneste nyt om elbiler, der kommer i 2024 og 2025

Vi anbefaler:
Billigste hjemmeopladning og ladeboks til elbil
Find den bedste og billigste forsikring til elbil
Test og anmeldelser af elbiler