Hvilke biler får det nye Apple CarPlay infotainmentsystem?
I forbindelse med dette års WWDC-udviklerkonference viste Apple et helt nyt CarPlay-system frem, der skal kunne agere som bilens infotainmentsystem. Hvordan fungerer det nye CarPlay, hvordan tager bilproducenterne imod det og hvilke biler vil egentlig få det? Det tager vi et kig på i denne artikel.
Læs også: CarPlay skal være bilens nye infotainmentsystem
Hvad er det nye Apple CarPlay?
Ifølge Apple er CarPlay noget 79 procent af brugerne mener er et musthave i en bil, inden man overhovedet vil købe den. Om det passer eller ej, skal vi ikke ind på her. Der er dog ingen tvivl om, at CarPlay (og Android Auto for dens sags skyld) er vigtig funktionalitet for mange, når der kigges på ny bil. Det er der flere grunde til. Bilproducenterne er generelt for dårlige til at lave brugervenlige infotainmentsystemer, der er adgang til apps samt en altid opdateret korttjeneste. Ved at slutte mobiltelefonen til bilen, får man pludselig en masse funktionalitet på en simpel brugerflade. Indtil videre har CarPlay ikke haft adgang til bilens funktioner, så har man som bruger ofte skulle bruge begge systemer.
Og det er netop det det nye CarPlay skal lave om på, hvor iPhonen fremover bliver dybere integreret i bilens software. Det betyder, at CarPlay vil kunne erstatte bilens software, herunder infotainmentsystem og førerdisplay. CarPlay vil kunne styre klimaanlæg, se batteristatus, triptæller og meget mere, når den er tilsluttet. Når den ikke er tilsluttet, kan man benytte bilens eget infotainment. Det betyder også, at bilens infotainmentsystem (CarPlay) altid vil være opdateret.
Læs også: Test af elbiler
Hvad siger producenterne til det nye CarPlay?
Flere bilproducenter arbejder hårdt på at udvikle deres egne infotainmentsystemer, mens andre får det leveret andre steder fra. For dem der laver det selv, kan CarPlay være en direkte konkurrent eller en hjælpende hånd. Det er svært endnu at sige, hvad det vil betyde for bilproducenterne, at integrere det nye CarPlay i deres biler.
Indtil videre ved vi, at flere bilmærker overvejer det. Det er bilmærker som Ford, Audi, Jaguar-Land Rover, Nissan, Volvo, Polestar og andre. The Verge har haft fat i flere bilproducenter og her er meldingen meget blandet. BMW satser på deres eget iDrive, Volvo kan ikke dele nogle planer endnu, Toyota afviser at kommentere og Mercedes oplyser, at de er i snak med Apple. Mercedes er dog også en af de producenter, der satser på deres eget infotainmentsystem.
Hvilke biler får det nye CarPlay?
Det tyder ikke umiddelbart på, at bilproducenterne jubler over det kommende CarPlay. Der er dog en producent, der skiller sig ud. Polestar, der benytter sig af Googles infotainmentsystem, Android Automotive, oplyser, at det nye CarPlay vil komme til deres biler.
I første omgang betyder det for Polestar, at det almindelig CarPlay rulles ud som en OTA-opdatering i næste måned. Der er endnu ingen tidsplan for den nye version af CarPlay.
Indtil videre har Polestar elbilen Polestar 2 (og plug-in hybriden Polestar 1), men lancerer i år Polestar 3 – en sportslig SUV/crossover. Næste år lanceres Polestar 4 og året efter Polestar 5.
Vi følger selvfølgelig sagen om det nye CarPlay tæt. Men indtil videre er det udelukkende denne ene producent og deres biler, der er med ombord.
Se også: Problemfri konnektivitet er et must i fremtidens biler