Her er Hyundai Ioniq 9 – stor 7-personers SUV

Hyundai er klar med sin store elektriske SUV med tre sæderækker og plads til syv personer: Mød den nye Ioniq 9, der er Hyundais pendant til Kia EV9.

Her er Hyundai Ioniq 9 – stor 7-personers SUV

Ved Los Angeles Auto Show i USA præsenterer Hyundai torsdag aften den nye Hyundai Ioniq 9 – en stor elektrisk SUV med 7 sæder, men allerede nu har den sydkoreanske bilproducent løftet sløret for mange af bilens specifikationer og delt billeder af den.

Vi kigger her nærmere på den nye Hyundai Ioniq 9.

Se også: Billeder, specifikationer og pris på Hyundai Ioniq 9

Stor SUV med plads til 7

Hyundai Ioniq 9 er en stor SUV, der måler 5.060 mm i længden, 1.980 mm i bredden og 1.790 mm i højden. Dertil har den en lang akselafstand på 3.130 mm. Den er med andre ord 4,5 cm længere end Kias tilsvarende 7-personers SUV, EV9, mens højden og bredden er identisk. Akselafstanden i Hyundai Ioniq 9 er dertil 3 cm længere.

Den store SUV er baseret på SEVEN-konceptbilen fra 2021. Der ses tydelige referencer til konceptbilen såsom dens taglinje og udformning af både front og bagende, men produktionsudgaven afviger markant fra konceptbilen. Hyundai har skruet enormt ned for det futuristiske look, og lygtedesignene er noget mere konventionelle end i konceptbilen.

Se også: Sammenlign alle SUV’er med hinanden

Masser af plads og drejbare sæder

Det samme gælder for interiøret, hvor konceptbilen havde en meget unik kabine, der var indrettet som lounge. Væk var den traditionelle indretning med sæderækker. Lidt inspiration fra konceptet har Hyundai dog hentet, for det er muligt at dreje sæderne på anden sæderække, så de vender ind mod tredje sæderække – og på den måde skabes en hyggelig social zone.

 

Ioniq 9 kan indrettes både med seks eller syv sæder, og sæderne både i første og anden række kan lænes helt tilbage og har benstøtte, så lidt lounge-stemning er der dog fortsat i den store SUV. Hyundai introducerer også en ny Dynamic Touch Massage-funktion, som gør alle køreture behagelige.

Der er desuden rigeligt med plads – både i højden og til benene. Ioniq 9 har en hovedhøjde på 1.899 mm og benplads på 2.050 mm, når anden og tredje sæderække er i brug – og det bør være rigeligt til selv høje mennesker.

Når alle sæderækker er i brug, er der 620 liter til rådighed i bagagerummet. Det kan udvides til 1.323 liter ved at lægge tredje sæderække ned. Dertil er der et frunk på 52-88 liter alt efter motorvariant.

Infotainmentsystemet består, ligesom i øvrige modeller, af to 12,3 tommer skærme, der er integreret og udgør én, sammenhængende panoramaskærm.

Se også: Disse elbiler er Bedst i Test

Hyundai Ioniq 9: Rækkevidde og ydeevne

Hyundai Ioniq 9 er bygget på samme E-GMP-platform som Kia EV9. Den kommer dog med et større batteri med en kapacitet på 110,3 kWh, hvilket giver en forventet WLTP-rækkevidde på op til 620 km. Det er 10 procent længere end i Kia EV9.

En opladning fra 10-80 % procent er overstået på kun 24 minutter, hvilket må siges at være hurtigt taget batteristørrelsen i betragtning. Ioniq 9 har, ligesom Ioniq 5 og Ioniq 6, et 800 volt batterisystem. Der er også understøttelse af V2L.

Long Range-udgaven med baghjulstræk har en 160 kW (218 hk) elmotor, og vælger man udgaven med firehjulstræk, tilføjes en ekstra motor på forakslen, som yder 70 kW (94 hk). Det giver en samlet ydeevne på 230 kW (308 hk).

Hyundai Ioniq 9 fås også i en performance-udgave med to elmotorer på 160 kW – altså 320 kW (429 hk) i alt.

En acceleration fra 0-100 km/t tager mellem 5,2 og 9,4 sek. alt efter variant. Der er masser af trækkraft i Ioniq 9, da den kan trække en anhænger på op til 2.500 kg ligesom Kia EV9.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Hyundai Ioniq 9: Pris og tilgængelighed

Hyundai oplyser, at Ioniq 9 kommer til salg i Korea og USA i løbet af første halvdel af 2025. Derefter kommer Ioniq 9 til salg i Europa og andre markeder. Vi ved ikke med sikkerhed, om Ioniq 9 når at komme til Europa i 2025, men det forventer vi.

Hyundai har endnu ikke oplyst en pris på Ioniq 9. Der spekuleres i en amerikansk pris på omkring 60.000 dollar. Vi forventer, at Hyundai Ioniq 9 kommer til at få en dansk pris på omkring 550.000 kr.

Se også: Se Hyundais udvalg af elbiler i Danmark

Vi anbefaler:
Se priser på de billigste elbiler
Disse elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026
Stem på Årets elbil 2025