Ny Hyundai Kona Electric (2023): Dansk pris og rækkevidde
Hyundai har annonceret danske priser på den opgraderede Kona Electric. Priserne starter fra 299.995 kroner, og de får dermed et nøk i vejret i forhold til den gamle Kona Electric. Den havde en startpris på 249.995 kroner, inden den udgik omkring årsskiftet 2022/2023.
Den nye Hyundai Kona Electric byder også på et radikalt anderledes og mere tidssvarende design og har fået vokseværk, og samtidig er rækkevidden forbedret mærkbart.
Se også: Sammenlign alle elbiler
Danske priser på den nye Hyundai Kona Electric (2023)
Lad os først kigge nærmere på nyheden: De danske priser. Hyundai Kona Electric kommer i to varianter – hver i tre udstyrsudgaver:
Hyundai Kona Electric Standard Range:
- Essential-udstyrspakke: 299.995 kr.
- Advanced-udstyrspakke: 319.995 kr.
- Ultimate-udstyrspakke: 339.995 kr.
Den gamle Hyundai Kona Electric Standard Range med det lille batter i på 39,2 kWh havde en rækkevidde på 305 km. Det er nu øget til 48,4 kWh, og rækkevidden i basismodellen er dermed på fornuftige 377 km. Det er en forøgelse på 72 km eller 24 procent.
Hyundai Kona Electric Long Range:
- Essential-udstyrspakke: 329.995 kr.
- Advanced-udstyrspakke: 349.995 kr.
- Ultimate-udstyrspakke: 369.995 kr.
Long Range-udgaven havde tidligere et 64 kWh batteri med en rækkevidde på 484 km. Batteriet i den nye Kona Electric er nu på 65,4 kWh og har en rækkevidde på 514 km. Det er en stigning på 30 km eller seks procent.
Se også: Alle elbiler fra Hyundai
Billig elektrisk familiebil med plads til tre børn
2. generations Hyundai Kona Electric er Hyundais bud på en prisvenlig elektrisk familiebil med plads til fem personer. Den er ifølge den sydkoreanske producent større, end man tror, og har god plads til tre børn på bagsædet.
Er man en familie med tre småbørn, har den plads til to autostole og en selepude til det tredje barn. Der skulle også være god plads til barnevogn eller klapvogn og lignende børneudstyr i bagagerummet, som nu rummer 466 liter mod de 332 liter i forrige Kona Electric. Dertil er der et LED-belyst frunk med plads til 27 liter.
Hyundai Kona Electric Standard Range kan trække 300 kg på krogen, mens Long Range-udgaven kan trække op til 750 kg. Aftageligt træk koster fra 13.995 kr. En startpakke, som inkluderer velourmåtter, bagagerumspakke, gummimåtter, sikkerhedskit og ladekabel, koster 5.295 kr. Startpakken inkl. aftageligt træk koster 17.995 kr.
Kona Electric har en 115 kW (156 hk) elmotor i basisudgaven og en en elmotor på 160 kW (218 hk) i Long Range-udgaven – begge med et drejningsmoment på 255 Nm. I begge udgaver driver motoren forhjulene. Accelerationen fra 0-100 km/t foregår på henholdsvis 7,8 og 8,8 sekunder og tophastigheden henholdsvis 162 og 172 km/t. Den nye Kona Electric er blevet 175 mm længere, 25 mm bredere og 10 mm højere end sin forgænger.
Kommer i tre udstyrsvarianter
Ligesom øvrige elektriske Hyundai-biler kan den nye Kona Electric fås i tre udstyrsvarianter: Essential, Advanced og Ultimate.
Essential-udstyrspakke:
I basisudgaven får man blandt andet en 12,3 tommer førerdisplay og stor infotainmentskærm på 12,3 tommer, kablet Android Auto og Apple CarPlay, 2-zonet klimaanlæg, Bluelink-opkobling, OTA-opdateringer, nøglefri adgang, 4 x USB C-porte, Bluetooth, adaptiv fartpilot, varme i rat og forsæder, el-klapbare sidespejle med varme og integreret blinklys, bakkamera, parkeringssensor både i for og bag, LED-forlygter, LED-kombinationsbaglygter, batterivarmer, varmepumpe.
Essential-udstyrspakken kommer også med automatisk skiltegenkendelse, automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse samt krydsfunktion, aktiv vognbaneassistent med følgefunktion og motorvejsassistent.
Advanced-udstyrspakke:
Advanced-udstyrsvarianten, der koster 20.000 kroner ekstra, får man blandt andet trådløs opladning af smartphone, sæder i dellæder, opvarmet ladeport, LED-bånd med pixel-design mellem forlygter, LED-forlygter med projektørlinse og indvendig vehicle-to-load (V2L) med 220 volt.
Ultimate-udstyrspakke:
For yderligere 20.000 kroner får man i Ultimate-pakken blandt andet 360 graders omgivelseskamera, blindvinkel-sensor med kameravisning, BOSE-lydsystem, elektriske forsæder, head up display, elektrisk bagklap, nødbremse med fodgængergenkendelse ifm. bakning, udvidet nødbremse med bl.a. sideregistrering og undvigeassistent.
Se også: Hvilken ellbilforsikring bør du vælge?
Billeder af den nye Hyundai Kona Electric (2023)
Se billeder af den faceliftede Hyundai Kona Electric nedenfor:
Får snart danmarkspremiere
Den opgraderede Hyundai Kona Electric har været længe undervejs, men nu er en lancering af elbilen lige om hjørnet. Hyundai oplyser, at den prisvenlige elektriske familie-SUV får danmarkspremiere den 7. til 8. oktober 2023.
Hyundai oplyser til Mobilsiden.dk, at den nye Kona Electric bliver leveret til de første danske kunder allerede fra midten af oktober.