Kinesiske elbilmærker – hvem ejer hvem?

Har du mistet overblikket over de mange forskellige kinesiske elbilmærker og joint ventures, der findes mellem bilproducenterne? Se alle de største kinesiske elbilmærker her.

Kinesiske elbilmærker – hvem ejer hvem?

Der findes flere hundreder elbilmærker og startups i Kina, men kun en brøkdel af dem lykkes med at tjene penge, og mange af dem vil dreje nøglen om grundet den benhårde konkurrence i Kina. Alligevel kommer flere nye kinesiske elbilmærker hele tiden til.

Vi fortænker dig derfor ikke i, hvis du for længst har mistet overblikket over, hvilke kinesiske elbilmærker og startupvirksomheder, der findes – for der er rigtig mange af dem. Og for at gøre tingene endnu mere kompliceret har mange af de kinesiske bilproducenter flere mærker under sig, og så danner mange af dem tilmed joint ventures på kryds og tværs.

Frem til 2022 var det også et krav, at udenlandske bilproducenter skulle danne joint ventures med kinesiske bilproducenter for at kunne producere og sælge biler i Kina. Derfor findes mange af de vestlige bilproducenter også i Kina under andre navne.

Nedenfor giver vi dig det fulde overblik over de mest populære og mest lovende kinesiske elbilmærker. Du kan også se, hvem der ejer de forskellige mærker, og til sidst kan du se, hvilke vestlige bilmærker der producerer elbiler i Kina, og hvem de samarbejder med.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

De mest populære kinesiske elbilmærker og deres ejere

Se de mest populære kinesiske elbilmærker og hvem der ejer dem nedenfor:

AITO

Ejes af Seres Group, som har Dongfeng Motor Corporation iblandt sine ejere. AITO er kendt for at samarbejde med Huawei om intelligente elbiler.

Aiways

En uafhængig kinesisk elbilproducent grundlagt i 2017 med hovedkvarter i Shanghai. Aiways fokuserer på eksport til internationale markeder.

Avatr

Et joint venture mellem Changan Automobile, Huawei og CATL, der udvikler intelligente elbiler.

Arcfox

Et premium elbilmærke ejet af BAIC Group. Mærket konkurrerer i det højere elbilsegment og samarbejder med Magna – en østrigsk leverandør og producent.

Beijing Automotive Industry Holding Co. (BAIC)

En statsejet bilproducent, der producerer elbiler under mærker som Arcfox og Beijing.

Changan Automobile

En af de største statsejede bilproducenter i Kina, der producerer elbiler under egne mærker som Changan og Deepal samt gennem joint ventures som Avatr.

Denza

Et joint venture mellem BYD Auto og Mercedes-Benz, der fokuserer på premium-elbiler.

Dongfeng Motor Corporation

En stor statsejet bilproducent, der producerer elbiler under mærker som Voyah og Nammi.

First Automobile Works (FAW Group)

En statsejet bilproducent, der producerer elbiler under mærker som Hongqi.

Fangchengbao

Et nyt mærke lanceret af BYD i 2023. Fangchengbao fokuserer på luksuriøse elektriske off-roadere og SUV’er med avanceret batteriteknologi og firehjulstræk.

Great Wall Motors (GWM)

En privat bilproducent, der producerer elbiler under mærker som Ora og WEY.

Guangzhou Automobile Group (GAC Group)

En statsejet bilproducent, der producerer elbiler under mærker som Aion og Hycan.

Hongqi

Ejet af FAW Group og kendt for luksuriøse biler og som leverandør til den kinesiske regering.

HiPhi

Var ejet af Human Horizons, en kinesisk startup fokuseret på luksuriøse elbiler, men gik konkurs i august 2024.

IM Motors

Et joint venture mellem SAIC Motor, Alibaba Group og Zhangjiang Hi-Tech. IM Motors fokuserer på intelligente elbiler.

Jaecoo

Et mærke under Chery Automobile, der blev introduceret i 2023. Mærket fokuserer på SUV’er.

Jiyue

Et joint venture mellem Geely og Baidu, der udvikler intelligente elbiler.

Leapmotor

En privat kinesisk elbilproducent grundlagt i 2015. I 2023 erhvervede Stellantis en andel på 20 procent af Leapmotor.

Lifan

Lifan ejes af Geely og har omstruktureret til at fokusere på elbiler.

Lotus

Oprindeligt britisk sportsvognsmærke, som i dag er majoritetsejet af Geely, med en mindre ejerandel beholdt af Etika Automotive.

Luxeed

Et bilmærke under Chery Automobile udviklet i samarbejde med Huawei, som producerer elbiler i premiumklassen.

Maextro

Et relativt nyt elektrisk elbilmærke under BAW i samarbejde med Huawei. Maextro fokuserer på ultraluksuriøse elbiler i Rolls Royce-klassen.

Nammi

Et nyt elbilmærke under Dongfeng Motor Corporation fra 2023. Nammi fokuserer på små elektriske bybiler.

NIO

Elbilmærke grundlagt i 2014, som ejer to undermærker, Firefly og Onvo.

OMODA

Et mærke under Chery Automobile, der blev introduceret i 2022, og som har fokus på unge forbrugere.

Onvo

Et nyt mærke lanceret af NIO i 2024, som er rettet mod en bredere målgruppe.

Polestar

Et elbilmærke ejet af Geely og Volvo, som fokuserer på højtydende elbiler.

Roewe

Ejes af SAIC Motor – oprindeligt etableret som en erstatning for Rover-mærket i Kina.

Smart

Et 50:50 joint venture mellem Mercedes-Benz og Geely.

Firefly

Et elbilmærke fra NIO lanceret i 2024. Firefly udvikler kompakte og prisvenlige elbiler rettet mod især det europæiske marked.

SAIC Motor

En af Kinas største statsejede bilproducenter, der ejer mærker som MG, Roewe, IM Motors og Feifan.

Seres

Ejes af Seres Group, som tidligere var kendt for at lave varebiler, men som nu fokuserer på elektriske personbiler.

Voyah

Ejet af Dongfeng Motor Corporation og fokuserer på premium-elbiler.

WEY

Et luksusmærke under Great Wall Motors, som fokuserer på premium SUV’er.

Wuling

En del af joint venturet SAIC-GM-Wuling, som er kendt for især mikrobusser, som er populære i Kina.

Yangwang

Et luksusmærke lanceret af BYD i 2023, som fokuserer på high-end elbiler.

Xiaomi Auto

En ny spiller på elbilmarkedet ejet af Xiaomi, der er bedst kendt for forbrugerelektronik. Xiaomi Auto lancerede sin første elbil, SU7, i 2024.

Xpeng

Uafhængig kinesisk elbilproducent grundlagt i 2014.

Zeekr

Zeekr ejes af Geely og blev i 2021 lanceret som et premium elbilmærke.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Vestlige bilmærker i Kina

Herunder kan du se de vestlige bilmærker, som producerer elbiler i Kina – enten 100 procent selv eller i samarbejde med kinesiske bilproducenter, som var et krav frem til 2022.

Audi

Audi producerer elbiler i Kina i samarbejde med FAW Group under joint venturet Audi-FAW NEV (siden 2021).

BMW

BMW producerer elbiler i Kina i samarbejde med Great Wall Motor under joint venturet Spotlight Automotive (siden 2018) og i samarbejde med Brilliance Auto Group under joint venturet BMW China (siden 2003).

Ford

Ford producerer elbiler i Kina i samarbejde med Changan under de to joint ventures Changan Ford (siden 2012) og Changan Ford New Energy (siden 2023) og i samarbejde med Changan og JMCG under joint venturet Jiangling Motors (siden 1993).

Honda

Honda producerer elbiler i Kina i samarbejde med Dongfeng under joint venturet Dongfeng Honda og i samarbejde med GAC under joint venturet GAC Honda.

Hyundai og Kia

Hyundai og Kina producerer elbiler i Kina i samarbejde med Yueda under joint venturet Jiangsu Yueda Kia Motors (siden 2002) og i samarbejde med BAIC under joint venturet Beijing Hyundai (siden 2002).

Mazda

Mazda producerer elbiler i Kina i samarbejde med Changan under joint venturet Changan Mazda (siden 2012).

Tesla

Tesla producerer elbiler i Shanghai og er den første 100 procent udenlandsk ejede bilproducent i Kina.

Lexus

Lexus har annonceret en fabrik i Shanghai, som bliver den anden 100 procent udenlandsk ejede bilproducent i Kina.

Mercedes-Benz

Mercedes-Benz producerer elbiler i Kina i samarbejde med BAIC under joint venturet Beijing Benz (siden 2005) og i samarbejde med BAIC og Fujian Motors under joint venturet Fujian Benz (siden 2007).

Renault, Nissan og Mitsubishi

Alliancen Renault-Nissan-Mitsubishi producerer elbiler i Kina i samarbejde med Dongfeng under de to joint ventures Dongfeng Nissan (siden 2010) og Zhengzhou Nissan (siden 2003) og i samarbejde med JMCG under joint venturet JMEV (siden 1015). Renault og Nissan producerer elbiler i Kina i samarbejde med Dongfeng under joint venturet eGT New Energy Automotive (siden 2017).

Stellantis

Stellantis producerer elbiler i Kina i samarbejde med Dongfeng under de to joint venturet Dongfeng PSA (siden 1992), i samarbejde med Leapmotor under joint venturet Leapmotor International (siden 2023) og i samarbejde med Dongfeng under joint venturet Dongfeng Peugeot-Citroën Automobile (siden 2025).

Toyota

Toyota producerer elbiler i Kina i samarbejde med FAW under joint venturet FAW Toyota og i samarbejde med GAC under joint venturet GAC Toyota.

Volkswagen

Volkswagen producerer elbiler i Kina i samarbejde med FAW under join-venturet FAW-VW, i samarbejde med SAIC under joint venturet SAIC-VW (siden 1984) og i samarbejde med JAC under joint venturet Volkswagen Anhui (siden 2017).

Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Danskerne gider ikke købe kinesiske elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Billigste elbiler i Danmark