Clever-kunder får adgang til 221 nye lynladere
De står ofte og samler støv, mens køen vokser hos naboen. Allegos lynladere har længe været et særsyn for danske elbilister – ikke fordi de mangler, men fordi prisen har skræmt kunderne væk. Nu ændrer et nyt samarbejde spillereglerne.
Se også: Sammenlign alle elbiler
Clever åbner for adgang til dyrt og tomt ladenetværk
Med en pris på 4,3 kr./kWh for lynladning har prisbevidste elbilister længe kørt en stor bue uden om Allegos lynladere. Gennemsnittet på tværs af ladeudbyderne ligger nemlig på 3,72 kr./kWh.
Resultatet har været lynladere, der ofte har stået gabende tomme – selv på travle rejsedage. Men fra den 21. januar 2026 bliver de dyre lynladere pludselig relevante for rigtig mange danskere.

Kunder med et Clever One-abonnement kan nemlig nu benytte alle Allegos nuværende og komme ladepunkter uden merpris. Kunder med Clever Box, Clever Key eller Clever Link lader til de normale Clever Go-priser.
Se også: Hvilke elbiler er bedst i test?
Adgang til 221 lynladere
Samarbejdet mellem Clever og Allego betyder, at Clever-kunder nu får adgang til den overkapacitet, der reelt har stået ubrugt hen.
Aftalen låser op for 237 ladepunkter fordelt på 52 lokationer. 221 af disse er lynladere, som nu kan aflaste trafikken ved knudepunkter i blandt andet Vejle, Galten og Vordingborg.
Se også: Test og anmeldelser af nyeste elbiler
Virker med din nuværende brik
Det kræver hverken nyt udstyr eller nye apps at benytte de nye muligheder. Din eksisterende Clever-ladebrik eller Clever-app fungerer allerede nu på Allegos ladepunkter.
Det er dog værd at bemærke, at den frie opladning via abonnementet udelukkende gælder Clever One-kunder.
Benytter du produkter som Clever Go eller Clever Box, kan du stadig lade på Allegos standere via Clever, men her afregnes der fortsat pr. forbrug, som vil fremgå af din faktura.
Se også: Nyheder om ladeudbydere og opladning
Samarbejder er fremtiden – for alle parter
Aftalen med Allego står ikke alene. Clever har efterhånden opbygget en lang række partnerskaber med ladeoperatører som Uno-X, EWII, IONITY, PowerGo og Stella, og strategien er tydeligvis vejen frem for branchen.
Det er en model, hvor alle vinder. Mange konkurrenter kæmper med lav udnyttelse af deres dyre lynladere, men ved at åbne op for Clevers massive kundebase sikres der aktivitet ved standerne. Det er den eneste måde, de tunge infrastrukturinvesteringer kan tjenes hjem på.
For kunderne betyder de direkte aftaler et farvel til frygten for uigennemskuelig roaming, hvor dyre mellemled ofte forhøjer prisen. Med de direkte aftaler mellem ladeoperatørerne får man i stedet tryghed og de priser, som man kender.
Vi kommer utvivlsomt til at se flere af denne type alliancer, for man tjener ikke penge på at skræmme elbilisterne væk med ågerpriser, men ved at sikre, at ladeinfrastrukturen rent faktisk bliver brugt.
Se også: Guide til opladning af elbil i hjemmet
Se alle offentlige ladere og priser på lynladning
Vil du vide mere om opladning af elbilen? Se et kort over alle ladere til elbiler og se også priser på lynladere.
Se også de bedste ladeudbydere og de bedste ladenetværk i Danmark.
Vi anbefaler:
Se priser på de billigste elbiler
Se kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028